Aktier kl. 12.45: C20 højere mens GN stadig var i fokus

 

De danske aktier fulgte torsdag over middag med resten af Europa højere. Således lå C20-indekset 1,0 pct. højere i 498,59. GN var fortsat i rampelyset efter onsdagens store kurssmæk grundet de negative udsigter for salget af GN Resound.

 

GN Store Nord lå over middag 1,3 pct. højere i kurs 58,8, efter at aktien onsdag dykkede hele 10,8 pct. Det hollandske finanshus ABN Amro sænkede torsdag sit kursmål på GN Store Nord-aktien til 76 kr. fra 90 kr. ABN Amro gentog sin købsanbefaling på GN-aktien. Investorernes spekulationer er rettet mod de reducerede muligheder for et salg af GN Resound.

 

- GN handles nu i den lave ende af vores vægtede sandsynligheds-indikation på mellem 57-70 kr. Vi er tøvende over for at hæve vores anbefaling, da vi ikke ser noget, der på kort sigt kan trigge aktien til en fornyet værdisætning - bortset fra en masse usikkerheder, skrev GN-analytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Equities.

 

Mærsk Line vil åbne for eksport af bananer fra Indien. Indien er verdens største producent af bananer med samlet 23 pct. af verdensproduktionen, dog uden at være betydeligt tilstede på verdensmarkedet. Mærsk Line vil nu tilbyde kølecontainerservices til bananbønderne. A. P. Møller-Mærsks B-aktie lå over middag 1 pct. i kurs 71.700.

 

Der var torsdag god fremdrift i Novo Nordisk-aktien, der lå 2,4 pct. højere i kurs 587. Novo-investorerne ser frem til selskabets regnskabsaflæggelse, som ventes fredag morgen. Eli Lillys regnskab fra sidste uge og onsdagens regnskab fra Sanofi-Aventis understøtter formodningerne om en markant vækst i diabetesmarkedet, og det giver genlyd på aktiekursen hos Novo Nordisk.

 

Genmab oplyste, at biotekselskabet nu har fået alle rettighederne til Humax-Tac tilbage. Dermed går Genmab glip af potentielle royalties og milestone-betalinger. Dog har Genmab ikke betalt noget til Merck Sorono, og derfor kommer der ikke noget tab i indeværende regnskabsår. Nu vil Genmab se programmet efter i sømmene og derefter tage stilling til fremtiden. Genmab lå over middag 1,1 pct. højere i kurs 335.

 

DSV, som også er regnskabsaktuel fredag, steg 1,5 pct. til kurs 122,5. Den danske transportkoncern etablerer sig nu i New Zealand. Transportkoncernens division for sø- og luft-transport har købt selskabet Leader Container Line International Limited, som har en årlig omsætning på 40 mio. kr.

 

Carlsberg fortsatte kursfremgangen og steg 0,9 pct. til 716. Det lukrative jointventure-selskab Baltic Beverages Holding (BBH) aflagde onsdag halvårsregnskab. BBH ejes af Carlsberg og Scottish & Newcastle. Jointventureselskabets omsætning steg 37,1 pct. til 1,317 mia. euro grundet fremgang i det østeuropæiske ølmarked, samtidig med at BBH har erobret markedsandele.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )