Aktier: Kinesisk volitilitet styrer retningen

De asiatiske aktieinvestorer skæver mod Kina i onsdagens markeder.

Læs mere
Fold sammen

Store udsving i de kinesiske aktier er med til at styre udviklingen i mangel på andre indikationer, og efter store kursfald fra morgenstunden i Shanghai og Shenzhen har markederne stabiliseret sig på niveauer tæt på nulpunktet op til lokal frokosttid.

- Markedets bevægelser er meget ekstreme. Markedet er opdelt mellem de, som tror på en korrektion i et opadgående marked, og de, der mener at markedet er på vej ned, siger chefhandler Naoki Fujiwara fra Shinkin Asset Management Co. i Tokyo til Bloomberg News.

De urolige markeder fik onsdag morgen kommentarer med på vejen af Den Internationale Valutafonds (IMF) topchef Christine Lagarde i Jakarta, Indonesien.

Lagarde vurderede, at verdensøkonomien står over modvind fra Kinas rebalancering, Japans langsomme vækst, de faldende råvarepriser og usikkerheden om de kommende højere amerikanske renter.

- Det, som er demonstreret i de sidste par uger, er, hvor meget Asien er kernen i den globale økonomi, og hvor meget uro på ét marked i Asien faktisk smitter af på resten af verden, lød det fra Christine Lagarde på en konference i den indonesiske hovedstad.

I Tokyo stiger Nikkei-indekset med 1,3 pct., mens det brede Topix-indeks øger med 0,7 pct.

På det kinesiske fastland genoptog investorerne udsalget fra tidlig morgen med fald i de store indeks på over 3 pct. Aktierne har dog stabiliseret sig op mod frokostpausen.

Shanghai Composite ligger med et plus på 0,3 pct., mens CSI 300 indekset falder 0,2 pct.

Onsdag morgen ligger de amerikanske futures med stigninger 1,1 pct. i Asien.