Aktier: Kina-tal trak Novozymes og FLSmidth til tops

Læs mere
Fold sammen

Novozymes og FLSmidth-aktien lagde sig tirsdag i toppen af det danske C20-indeks inspireret af en opløftet stemning i Kina, der i det hele taget var med et at trække aktiemarkederne op over hele Europa.

Det danske C20 Cap-indeks sluttede dagen i 977,26 svarende til et plus på 1,3 pct., og det var kun Mærsk-aktierne, der måtte notere kursfald ved handelsdagens slutning. Men også her var der sandsynligvis en kinesisk finger med i spillet.

- Eksporttallene ud af Kina her i morges var noget bedre end ventet. At eksporten faldt 5,5 pct. i forhold til samme periode året før, er måske ikke så meget et udtryk for niveauet, men mere at niveauet, vi sammenligner med - altså basen - er høj. Volumen-mæssigt ser det fornuftigt ud, påpeger aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

- Der er lidt et lettelsens suk over, at vi ikke ser en bekræftelse af den frygt, der har været i markedet gennem det seneste par uger, for, at den devaluering, vi så i Kina, skulle dække over noget, der var væsentligt værre. Der er nok tale om en justering af den risikoaversion, som har været opbygget over de seneste uger, uddyber han.

Det kinesiske aktiemarked kom selv med på den optimistiske bølge med en stigning på børsen i Shanghai i 3 pct. som resultat af de sidste timers handel, og bølgen bredte sig videre over alle europæiske markeder og videre til USA, hvor kursstigninger præger billedet generelt.

I det danske eliteindeks steg Novozymes i toppen 3,3 pct. til 295 kr., mens FLSmidth aktien blev løftet 2,4 pct. til 243,20 kr. på andenpladsen i indekset.

- Novozymes har jo en eksponering mod Kina, og det er en af dem, der har været lidt udfordret gennem de seneste par uger. Jeg tror, det er derfor, den stiger, siger Otto Friedrichsen og antager, at en analog forklaring gør sig gældende for tirsdagens stigning i FLS-aktien.

Mærsk-aktien sluttede i bunden af indekset med fald for B-aktien på 0,6 pct. til 10.900 kr.

- Der er kapitalmarkedsdag onsdag, og det er det, man forsøger at positionere sig i forhold til. Fokus vil helt klart være på Maersk Line, i kølvandet på situation vi har med Asien. Skal de ud at justere forventningerne. Og vil den tilpasning og kontrol af omkostningerne, som Mærsk har været gode til, være nok til at opveje de udfordringer, man ser for fragtrater og på volumen fra specielt Asien mod USA, spørger Otto Friedrichsen.

Shipping- og oliekoncernens havneterminal-arm, APM Terminals, oplyste tirsdag morgen, at den overtager selskabet Grup Maritim TCB og dets 11 havneterminaler. Prisen for transaktionen blev ikke oplyst, men handlen ventes afsluttet mod slutningen af 2015, oplyser APM Terminals.

Uden kinesisk inspiration sluttede Nordea-aktien med en stigning på 1,8 pct. til 78,45 kr. Det amerikanske finanshus JP Morgan udpegede tirsdag Nordea og Danske Bank som to af de seks favoritaktier i den europæiske banksektor. Danske Bank-aktien steg 1,6 pct. til 211,80 kr.

Novo Nordisk steg 1,6 pct. til 371,10 kr. Selskabet fik løftet sit kursmål hos Nordea til 500 kr. fra 478 kr. Dermed tangerer den nordiske storbank det højeste kursmål, der er registreret blandt de analytikere, der indrapporterer til Bloomberg News. Danske Bank var tidligere alene om et kursmål på 500 kr. for Novo Nordisk.

Uden for eliteindekset fastholdt regnskabsaktuelle SAS forventningerne til hele regnskabsåret 2014/15 om et klart positivt resultat før skat og engangsposter. Regnskabet for tredje kvartal viste en omsætning på 10.973 mio. svenske kr. og et nettoresultat på 800 mio. svenske kr. Det var en fremgang for samme kvartal sidste år, hvor omsætningen endte på 10.697 mio. svenske kr. og nettoresultatet på 496 mio. svenske kr.

Hos Sydbank havde analytiker Jacob Pedersen dog ventet bedre tal fra det skandinaviske luftfartsselskab.

- Tallene er lidt værre end ventet og ud fra det meget hurtige overblik, jeg har forsøgt at danne mig, ser det ud som om, at det skyldes brændstofomkostningerne, der ligger omkring 300 mio. svenske kr. højere, end jeg havde ventet, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

SAS-aktien faldt 3,2 pct. til 12,10 kr.

Sidst på eftermiddagens blev det oplyst, at Københavns Byret har kendt de to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup skyldige i kursmanipulation. Jørgen Glistrup idømmes seks måneders fængsel, mens Flemming Østergaard har fået fire måneders fængsel. Parken Sport og Entertainment har ifølge Børsen fået en bøde på 1 mio. kr.

Parken-aktien blev suspenderet op til offentliggørelsen af dommen og afventede siden Parkens beslutning om, hvorvidt dommen skal ankes.

Skako-aktien havde en god tirsdag, hvor den steg 1,7 pct. til 24,40 kr., efter at det fra morgenstunden kom frem, at selskabet har vundet en svensk ordre på 11,2 mio. kr.

- Ordren er et resultat af den nye strategi, hvor der arbejdes målrettet med Skako Concretes kernekompetencer på udvalgte markeder og er også vigtig i bestræbelserne på at udbygge Skako Concretes tilstedeværelse på det svenske marked, siger Søren Pedersen, der er administrerende direktør hos Skako Concrete, i en meddelelse til fondsbørsen.