Aktier: Kina fører an i asiatiske kursstigninger

De kinesiske aktiemarkeder fortsætter himmelflugten tirsdag morgen.

Weekendens kinesiske økonomiske stimuli lægger en solid bund under hele regionens markeder, og de store gevinster på Wall Street mandag skubber yderligere til den positive stemning.

Og for at give endnu mere rygvind til investorerne, har den kinesiske centralbank, Peoples Bank of China oplyst, at den vil injicere milliarder af dollar i China Development Bank og Export-Import Bank of China for at støtte Beijing-regeringens oversøiske udviklingsplaner.

Det kinesiske Shanghai Composite indeks stiger 0,9 pct., og CSI 300-indekset øger 1,4 pct. Hang Seng-indekset i Hongkong ligger samtidig med et plus på hele 2,1 pct.

Markedet i Tokyo følger pænt med.

- Overliggeren er allerede sat lavt i dette kvartal, da markedet forventer, at vi kommer til at se faldende overskud, så hvis vi ser samme solide resultater som hos IBM, kan vi ende med at skyde over de lave forventninger. Investorerne forventer en stærk indtjening hos de japanske virksomheder, så de vil købe op på kursfald. Vi kan se en vending i gårsdagens markedskorrektion, siger chefstrateg Toshihiko Matsuno fra SMBC Friend Securities Co. i Tokyo til Reuters.

Nikkei-indekset stiger 1,0 pct., mens det bredere Topix-indeks øger med 1,4 pct.

Blandt de øvrige børser er der lidt mere stille. Seouls Kospi-indeks falder marginalt og Taiwans Taiex-indeks ligger med et minus på 0,1 pct., mens Singapores Strait Times stiger 0,2 pct.

Den amerikanske S&P-aktiefuture ligger tirsdag morgen med et plus i størrelsesordenen 0,2 pct. i den asiatiske handel.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 1,0

Topix 1,4

Hongkongs Hang Seng 2,1

China Shanghai Composite 0,9

China CSI 300 1,4

Taiwan Taiex -0,1

Sydkoreas Kospi -0,0

Indiens BSE Sensex -0,3

Singapores STI 0,2

Sydney ASX 200 0,6

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 06.25

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk