Aktier: Kåre Schultz' ankomst sender medicinalselskab til vejrs

Det amerikanske aktiemarked åbner i positivt terræn mandag, og medicinalselskabet Teva er blandt overskrifterne med en stor stigning, efter at det har hyret danskeren Kåre Schultz som ny administrerende direktør.

Den generelle markedsstemning er løftet af, at weekenden ikke har budt på en yderligere optrapning af konflikten mellem Nordkorea og USA.

Efter minutters handel stiger markedet 0,7-0,9 pct. for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Nordkorea fejrede lørdag årsdagen for grundlæggelsen i 1948, men der var ingen missilaffyringer, og det giver lettelse på børserne verden over.

- Som følge af de reaktioner, der har været i markedet de seneste uger, var investorerne naturligvis nervøse i løbet af ugen, men da dagen forløb uden drama, har vi set en bevægelse væk fra de sikre investeringer, skriver markedsanalytiker Craig Erlam fra finanshuset Oanda ifølge Marketwatch.

Blandt de mest stigende aktier er israelske medicinalselskab Teva, der også er børsnoteret i USA.

Virksomheden, der blandt andet tjener penge på kopimedicin, har ansat Lundbeck-direktør Kåre Schultz som ny topchef. Der er stor købsinteresse for aktien, der stiger 12,8 pct. fra start.

I en anden sektor er der medvind til forsikringsselskaberne, da regningen fra orkanen Irma, der i weekenden ramte USA, næppe bliver så høj som frygtet.

Der var estimater på, at skaderne kunne beløbe sig til op mod 200 mia. dollar, men ifølge analysehuset LGC bliver regningen nærmere 50 mia. dollar. Forsikringsselskabet AIG stiger 1,8 pct. i de første handler.

/ritzau/FINANS