Aktier: Jyske Bank skuffer forud for børsåbning

Læs mere
Fold sammen

Rekorderne har stået i kø i den seneste tid på fondsbørsen i København, men tirsdag vil der formentlig blive skruet lidt ned for tempoet på det danske aktiemarked tirsdag. Hele syv eliteaktier i C20 Cap-indekset lukkede i det højeste niveau nogensinde, og indekset gjorde lige så, hvilket er den femte rekord på stribe.

Hele 16 af indeksets aktier sluttede højere, og selve indekset endte i et komfortabelt plus på 1,2 pct. til 919,06.

- En del tyder på, at de europæiske aktiemarkeder vil åbne stort set uændret op i dag, lyder vurderingen da også fra Sydbank.

Tirsdag morgen er skudt i gang af Jyske Bank, der før åbning på fondsbørsen er kommet med regnskab for fjerde kvartal. Jyske Bank steg med 2,8 pct. mandag og landede i 317,10 kr.

Banken med hovedsæde i Silkeborg kom ud af fjerde kvartal 2014 med et underskud før skat på 301 mio. kr., hvilket var dårligere end ventet og primært påvirket af negative kursreguleringer og markant større nedskrivninger. Ændrede regnskabsprincipper for at lette sammenligning efter fusionen med BRF påvirker ikke overskuddet før skat, oplyser banken.

Aktionærerne i banken kan se på et nettounderskud på 221 mio. kr. for kvartalet mod ventet et overskud på 402 mio. kr. og 468 mio. kr. i fjerde kvartal 2013. Og helt som ventet betaler banken ikke udbytte til aktionærerne.

Men efter rekorderne på det danske aktiemarked, er de danske handlere tirsdag morgen vågnet op til begrænsede positive signaler fra det amerikanske marked. S&P 500-indekset steg marginalt med 0,1 pct. efter dansk børslukketid, og futures svinger omkring nul. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med et fald på 0,1 pct. i 18.116,84 efter fredagens "all time high", mens Nasdaq-aktierne lukkede med en stigning på 0,1 pct. i 4960,97 - det højeste niveau i 15 år.

Det kan i dagens løb være værd at holde et vågent øje med FLSmidth, der steg med 0,5 pct., til 297,10 kr. mandag. Flere mineselskaber holder igen med investeringerne, og det har verdens største mineselskab BHP Billiton bekræftet med en meddelelse om, at investeringerne i andet halvår vil blive reduceret med 15 pct.

Smykkeselskabet Pandora lever fortsat højt på et overraskende godt regnskab, der blev offentliggjort for en uge siden. Aktien bliver fortsat forgyldt på børsen, og mandag steg den med 3,1 pct. og koster nu 594 kr. Og tirsdag kan den igen blive båret frem med af finanshuset Carnegie, der har løftet kursmålet på aktien til 725 kr. fra 600 kr. Pandoras samlede gevinst siden årsregnskabet er før børsens åbning lige over 30 pct. Markedsværdien er steget omtrent 17,7 mia. kr. til over 75 mia. kr.

TDC steg med 1,0 pct. mandag og endte i 50,60 kr. Aktien har fået sænket kursmålet af Goldman Sachs til 63 kr. fra 66,20 kr., og det kan komme til at afspejle sig i aktiekursen. Anbefalingen fra finanshuset er uændret "køb".

Byggevaregrossisten A&O Johansen kommer senere tirsdag med årsregnskab for 2014. Aktierne her steg mandag med 5,8 pct. til 1375 kr. A&O Johansen har stillet et overskud før skat i den øvre ende af 75-100 mio. i udsigt.

Senere tirsdag bliver temperaturen på de amerikanske forbrugeres humør taget, når der kommer tal på forbrugertilliden for februar. Samtidig vil markedet også holde øje med, hvad den amerikanske centralbankchef Janet Yellen siger, når hun taler til de amerikanske politikere i Senatet.