Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Generelt vil der være tale om en relativt afdæmpet start på handelsdagen, vurderer afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank. Impulserne fra Asien er dog let positive, og futures ligger lidt over nulpunktet i Europa.
»Der er ikke de helt store nyheder, og vi har et lidt ferietyndt marked i Europa. Det tyder dog på en lidt højere åbning,« siger Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.
Mandag steg C20 Cap-indekset, det toneangivende i København, med 0,2 pct. til 1152,65.
A.P. Møller-Mærsk trak overskrifter mandag med sit salg af olie- og gasforretningen Maersk Oil for godt 47 mia. kr. Det fik ros med på vejen fra analytikere og investorer, og Mærsk-aktierne toppede C20 med stigninger på 3 pct., så en B-aktie kostede 13.170 kr.
Tirsdag vil reaktionerne fortsætte med at rulle ind, og både Credit Suisse og ABG Sundal Collier har opjusteret deres Mærsk-kursmål en anelse, mens Jyske Bank sænker sin anbefaling til "sælg" og kursmålet med 900 kr. til 11.600 kr.
Jyske Banks regnskab tirsdag morgen viser faldende indtægter på rentesiden i andet kvartal, mens gebyrerne rullede ind med meget højere hast i Silkeborg. Men da der samtidig var stigende basisomkostningerne og lidt færre tilbageførsler på nedskrivninger, når man sammenligner med andet kvartal af 2016, faldt overskuddet efter skat med mere end en femtedel til 639 mio. kr.
Matas har i sit regnskab tirsdag også fremvist faldende indtægter og indtjeningsmargin, og overskuddet skrumpede 13 pct. til 74 mio. kr. i første kvartal af regnskabsåret 2017/18. Selskabet fastholder dog sin prognose for hele regnskabsåret om en salgsvækst på 1-3 pct. og en stigende margin.
Regnskabet blev også benyttet til at annoncere afgangen af topchefen gennem 17 år, Terje List. Han afløses af Gregers Wedell-Wedellsborg, der kommer til fra Coop, i løbet af efteråret.
Royal Unibrews regnskab, der blev lagt frem sent mandag, bød på stigende indtjening og et løft af overskudsforventningerne til hele året, selv om omsætningen ikke vokser i nævneværdig grad. Analytiker Frans Høyer fra Jyske Bank kalder det et pænt regnskab.
»Royal Unibrew slår som sædvanligt forventningerne trods det dårlige vejr. Det virker til, at resultaterne er en kombination af produkt/miks, forbedring af markedsandele og stram omkostningsstyring i Danmark og fortsatte omkostningsbesparelser i Finland,« siger Frans Høyer til Ritzau Finans.
ALK-Abelló har nedjusteret sine forventninger til i år på grund af en fremrykning af udgifter til at lancere tabletvaccinen mod husstøvmideallergi. Det sker allerede i fjerde kvartal i år - mod en tidligere forventning om midten af 2018.
Tirsdagens kalender byder desuden på regnskaber fra en række af fondsbørsens mindre selskaber, herunder Nordjyske Bank, Totalbanken, Østjydsk Bank og fodboldklubben AaB.