Aktier: Japans Nikkei-indeks slutter i højeste niveau i 15 år

Det toneangivende japanske Nikkei-indeks sluttede torsdag i det højeste niveau siden maj 2000 efter en stigning på 0,4 pct.

Særligt flere af de store bankaktier trak op, og dermed kravlede Nikkei-indekset over den seneste top fra 2007 og nærmer sig nu alle tiders højdepunkt, som også blev nået i 2000. Men også elektronikgiganten Sony fortsatte sin gode periode og understøttede den samlede udvikling.

- Vi ser et omfattende opsamlings-rally for storbankerne i denne måned, og det pumper Nikkei-indekset op i et 15 års højdepunkt. Sony har været investorernes afkast-darling, men lige nu leder investorerne efter den næste store mulighed og har låst sig fast på bankerne, siger David Welch, der er chef for aktiesalg hos Reorient Group, til Bloomberg News.

Mitsubishi UFJ Financial Group, der er Japans største bank målt på udlån, steg med 3,6 pct., mens Sony steg med 1,7 pct., efter at selskabet har løftet sløret for forventninger om den højeste indtjening i 20 år.

Nikkei-indekset lukkede torsdag i 18.264,79. Det seneste højdepunkt var i juli 2007, hvor indekset ramte 18.261,98. Der er dog langt op til alle tiders højdepunkt for det toneangivende japanske indeks, der blev nået i december 1989, hvor indekset toppede i 38.915,87.