Aktier: Januar er rekordernes måned for C20 Cap

Samtlige fem dage i denne uge er det toneangivende danske C20 Cap-indeks sluttet i sit højeste niveau nogensinde, og dermed er aktieåret 2015 skudt godt i gang for investorerne.

Men handlerne er også ganske forvænte med en god aktieudvikling i årets første måned. Således har C20 Cap-indekset, siden det blev oprettet i november 2011, sat hele 35 januar-rekorder.

I 2012 leverede det toneangivende aktieindeks otte rekorder, og i 2013 lignede januar længe en stor rekordfest, da de syv første handelsdage i træk gav højeste slutniveau nogensinde for indekset. Samlet set endte januar 2013 med 12 lukkerekorder for C20 Cap-indekset.

I begyndelsen af 2014 blev januar-stimen overgået, da samtlige af de otte første handelsdage gav C20 Cap-rekorder. Samlet set blev det dog "blot" til ti rekorder for indekset i januar 2014.

I 2015 har indekset hidtil nået de fem slutrekorder, der er blevet sat i denne uge, men umiddelbart ser januar altså bare ud til at være en rigtig god måned for aktieinvesteringer.

Kigger man på hele aktieårene 2012, 2013 og 2014 nåede C20 Cap-indekset henholdsvis 28, 49 og 35 lukkerekorder. Dermed bød januar i de respektive år på 28,6 pct., 24,5 pct. og 28,6 pct. af hele årets rekorder.