Aktier: It-sektoren gik mod strømmen på Wall Street

Gode regnskaber fra de amerikanske selskaber holdt dampen på Wall Street børsen oppe tirsdag.

Teknologiaktierne i Nasdaq kunne derimod ikke følge med efter flere skuffende resultater og en nedjustering fra Twitter.

- Det er kvartals-resultaterne, der står bag alt, hvad der sket i øjeblikket. Når man ser på forskellen på de aktier som gør det godt, og de aktier som ikke gør, er det for det meste på grund af indtjeningen, siger senior investeringsofficer Tom Wirth fra Chemung Canal Trust Co. i New York til Bloomberg News.

Tirsdag endte med et plus i S&P 500-indekset på 0,3 pct. til 2114,76. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med en stigning på 0,4 pct. i 18.110,14, mens Nasdaq-indekset blev dagens Sorteper med et minus på 0,1 pct. som sendte indekset ned til 5055,42.

Omsætningen var rigtig pæn på New York Stock Exchange med 790 mio. aktier, og aktiviteten på Nasdaq-børsen var også i den høje ende med 2,0 mia. aktier i omsætning.

Onsdag morgen ser det lidt småskidt ud, idet de amerikanske aktiefutures ligger med fald på knap 0,1 pct. i Asien.

Det var regnskabsrapporteringer, der dominerede billedet. Mikro-blog koncernen Twitters regnskab blev lækket kort før børstidens afslutning, men trods gode takter for så vidt angår selve indtjeningen i første kvartal, blev helårsforventningerne nedjusteret markant.

Twitter fik et justeret resultat per aktie på 0,07 dollar, hvor analytikerne havde ventet et overskud på 0,04 dollar per aktie. Omsætningen løb op i 436 mio. dollar mod den ventede omsætning på 456 mio. dollar.

Omsætningen for helåret 2015 lyder nu på 2,17-2,27 mia. dollar. Hidtil har prognosen lydt på 2,32-2,35 mia. dollar. Og prognose fra EBITDA er nu på 510-535 mio. dollar, hvor analytikerne havde estimeret 587 mio. dollar.

Twitteraktien nåede at falde 18,2 pct. i den ordinære handel, mens det i eftermarkedet blev til et minus på yderligere 1,6 pct.

Apples sene regnskab fra mandag tog fokus fra morgenstunden. Apple leverede et langt bedre resultat end ventet, og samtidig blev der lagt 50 mia. dollar oven i det eksisterende aktietilbagekøbsprogram, så den samlede ramme nu lyder på 140 mia. dollar. Alligevel faldt Apple-aktien 1,6 pct.

Medicinalselskaberne Bristol-Myers Squibb, Merck og Pfizer var også regnskabsaktuelle. Merck overgik forventningerne i første kvartal og det blev også til en lille opjustering. Merck-aktien steg med 5 pct., mens Bristol-Myers Squibb faldt 1 pct. trods et overraskede positivt resultat.

I den modsatte grøft nedjusterede medicinalkollegaen Pfizer forventningerne i forbindelse med regnskabet for første kvartal. Det er valutamodvind, der presser Pfizer, hvis aktie faldt med 0,3 pct.

IBM besluttede at hæve den kvartalsvise dividende med 18 pct. Markedet belønende teknologikæmpen med et plus på 1,9 pct.

Bilproducenten Ford kunne ikke helt leve op til forventningerne i første kvartal grundet valutamodvind, og også hivdevare-koncernen Whirlpool måtte nedjustere helårsprognosen grundet den stærke dollar foruden en træg efterspørgsel i Brasilien. Ford steg 1 pct., mens Whirlpool blev sendt i dørken med en lussing på 7,1 pct.

/ritzau/FINANS