Aktier: Især it-aktiene ligger til fald fra handelsstart

På bagsiden af årets første regnskabssæson har de amerikanske aktiehandlere rettet opmærksomheden mod tempoet i de renteforhøjelser, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ventes at udsætte markedet for i 2018.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

Og frem mod åbningen af mandagens amerikanske aktiemarkeder synes stemningen at være til den negative side med fald i kurserne på futures på alle de tre toneangivende amerikanske aktieindeks.

For det brede S&P 500-indeks ligger futures 0,4 pct. lavere, og det samme gør sig gældende for futures på de tunge Dow Jones-aktier, mens Nasdaq-futuren falder 1,1 pct.

Ingen vil blive overrasket, når Federal Reserve hæver den ledende rentesats for første gang i år efter mødet i centralbankens rentekomite på onsdag. Af større betydning er det, at markedsdeltagerne nu hælder mod yderligere tre renteforhøjelser i år drevet af underliggende optimisme i det amerikanske arbejdsmarked. Det vil i givet fald være en renteforhøjelse mere end hidtil indikeret fra centralbankens side.

Yderligere bidrag til handlernes påpasselighed er frygt for, at præsident Donald Trumps told-planer vil give handelspartnerne - især Kina - anledning til modreaktioner.

På selskabsniveau er der især negativ opmærksomhed på it-selskaberne. Ikke mindst på Facebook efter nye oplysninger om misbrug af op til 50 mio. brugeres personlige data. Aktien ligger 3,4 pct. lavere i formarkedet.

Men også Twitter- og Snap-aktierne trækkes ned med henholdsvis 1,0 pct. og 0,2 pct. frem mod handelsstart.

Apple er ramt af det japanske finanshus Nomuras nedtrykkende meldinger om ringe udvikling i efterspørgslen efter iPhone i år og lavere estimater for salget af smartphones. Aktien falder 0,4 pct. i formarkedet.