Aktier: Investorernes begejstring over Vestas kan vare ved

Der er lagt op til en forårsgrøn dag i C20-indekset, hvor begejstringen over regnskaber fra Vestas og GN Store Nord i sidste uge kan gå hen og sende indekset i rekord for 21. gang i år.

Arkivfoto. Der er lagt op til en forårsgrøn dag i C20-indekset, hvor begejstringen over regnskaber fra Vestas og GN Store Nord i sidste uge kan gå hen og sende indekset i rekord for 21. gang i år.  Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag lukkede C20 Cap-indekset 1,1 pct. højere i rekorden 1150,55.

Efter centrumorienterede Emmanuel Macrons sejr søndag, hvor den tidligere bankmand blev valgt som Frankrigs kommende præsident, kan den danske aktiehandel mandag også være præget af lettelse over, at blandt andet EU-uroen er drevet over.

Med 66 pct. lukkede og slukkede Macron for nationalistiske Marine Le Pens drømme om et fransk exit fra euroen, frexit.

Det eneste danske regnskab, aktionærerne får fingre i mandag, bliver fra Jutlander Bank. Den jyske bankaktie hverken steg eller faldt fredag, hvor den stod i 226 kr.

Fredag morgen afleverede Vestas et flot regnskab for første kvartal. Det belønnede markedet ved at give aktien en stigning på 5,1 pct. og en kurs ved lukketid på 621 kr.

Efterfølgende har norske ABG Sundal Collier løftet sit kursmål for vindmølleaktien til 750 kr. fra 650 kr. Samtidig har britiske Barclays løftet sit kursmål for Vestas til 675 kr. fra 650 kr., mens den positive anbefaling »overvægt« er fastholdt.

GN Store Nord-aktien steg med 5,9 pct. til 192,8 kr., og det var en fortsættelse af stigningen torsdag, der kom i kølvandet af et flot regnskab for første kvartal.

Det fik både Nordea og EVA Dimensions til at opjustere sine anbefalinger til »hold« fra henholdsvis »sælg« og »undervægt«, viser data fra Bloomberg News. Aktien kommer formodentlig også i fokus mandag.

Coloplast, hvis aktie fredag steg med 0,5 pct. til 554,50 kr., kan mandag komme under teknisk pres, idet retten til et udbytte på 4,50 kr. per aktie fragår.

Carlsberg, som fredag faldt 0,3 pct. til 699 kr., har fået løftet sit kursmål til 775 kr. fra 750 kr. af svenske SEB. Anbefalingen er uændret »køb«, fremgår det af data fra Bloomberg News.

STG, som fredag faldt 0,5 pct. til 117,90 kr., får nyt fra Swedish Match, der mandag afleverer regnskab for første kvartal. Swedish Match er fortsat storaktionær i STG, men har tidligere på året solgt omtrent halvdelen af sin beholdning.