Aktier: Investorerne trak sig efter fredagens rekorder i USA

De amerikanske aktieinvestorer trak sig marginalt tilbage mandag efter fredagens rekorder i de store amerikanske aktieindeks S&P og Dow Jones.

En udpræget mangel på nye indikationer og med de kommende dages begivenheder i form af evalueringen af de græske tiltag om at leve op til trojkaens krav, udviklingen i Ukraine, olieprisernes svingninger og Opecs eventuelle beslutninger samt helt centralt, den amerikanske centralbankchef Janet Yellens tale til kongressens to kamre, giver en afventende holdning hos de fleste investorer.

- I det her marked, er det bare et spørgsmål om at vente og se, hvad der sker i Europa, Grækenland og Opec, samt vente på at høre, hvad Janet Yellen vil sige. Hvis man lægger det hele sammen, får man et marked, der ikke rigtig har noget at sætte retning efter. Det er et spørgsmål om at vente og se, hvad der tager overskrifterne, siger chefinvestor Richard Sichel fra Philadelphia Trust Co. til Bloomberg News.

Fra nøgletalsfronten var der skuffende data fra den amerikanske ejendomsmæglerforening. Salget af eksisterende boliger udviklede sig svagere end ventet i januar, hvor der blev solgt 4,82 mio. boliger ifølge de sæsonjusterede, annualiserede tal. Det svarede til et fald på 4,9 pct. i forhold til måneden før.

Ifølge Bloomberg var der ventet et salg på 4,95 mio. boliger.

Mandag sluttede med endog meget små udsving. S&P 500-indekset faldt knap 1 point til 2109,66 efter fredagens rekord på 2110,30. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med et fald på 0,1 pct. i 18.116,84 efter fredagens "all time high", mens Nasdaq-aktierne lukkede med en stigning på 0,1 pct. i 4960,97 - det højeste niveau i 15 år.

Omsætningen var yderst beskeden med 600 mio. aktier på New York Stock Exchange og 1,7 mia. aktier på Nasdaq-børsen.

Blandt selskaberne var Apple igen på rekordkurs efter at have tiltrukket sig dansk opmærksomhed, hvor selskabets planlagte kæmpeinvestering på 6,3 mia. kr. i et nyt datacenter i Foulum lidt uden for Viborg blev kendt. Apple investerer et tilsvarende beløb i Irland. Aktien steg 2,7 pct.

I medicinalsektoren var opmærksomheden rettet mod Novo Nordisks store konkurrent på insulinmarkedet, Eli Lilly. Selskabet oplyste om en forsinkelse med koncernens nye langtidsvirkende insulin, basal insulin Peglispro, BIL. En registreringsansøgning kommer formentlig først på tale efter 2016, oplyser Eli Lilly, der dermed er sat flere år tilbage på markedet for langtidsvirkende insuliner. Aktien faldt 1,1 pct.

Den canadiske specialist-lægemiddelkoncern Valeant fremlagde et stærkt kvartalsregnskab og en aftale om køb af Salix Pharmaceuticals for 10,1 mia. dollar. Salix-aktien faldt 1,3 pct., mens Valeant steg 14,7 pct.

Bristol-Myers Squibb var også opkøbsaktiv med erhvervelsen af den privatejet bioteknologivirksomhed Flexus Biosciences for 1,25 mia. dollar. Bristol-Myers Squibbs aktier steg 1,3 pct.

Også konglomeratet 3M var på indkøb med overtagelsen af Polypore Internationals for 1,0 mia. dollar. Polypore International løftedes 12,7 pct., og aktierne i 3M steg 0,4 pct.

Tirsdag morgen handles de amerikanske aktiefutures med små udsving omkring nul i Asien.