Aktier: Investorerne træder på bremsen op til weekenden

Der er udsigt til en flad åbning på det danske aktiemarked fredag, hvor investorerne forud for åbningen skal forsøge at fordøje et sæt nøgletal fra Kina.

Foto: STAFF. Der er udsigt til en flad åbning på det danske aktiemarked fredag, hvor investorerne forud for åbningen skal forsøge at fordøje et sæt nøgletal fra Kina. (REUTERS/Staff/Remote)
Læs mere
Fold sammen

Efter en stærk torsdag, hvor det danske C20 Cap-indeks steg 1,3 pct. til 995,12, er der mindre bevægelser i vente.

Det amerikanske aktiemarked har ligget mere eller mindre fladt siden dansk børslukketid torsdag, og futures ligger uændret fredag morgen, hvilket også gælder det tyske DAX-indeks.

Investorerne har fra morgenstunden kunne læse nyt om Kina, hvor der er blevet offentliggjort tal for væksten i bruttonationalproduktet, BNP.

Økonomien voksede med 6,7 pct. i de første tre måneder af året sammenlignet med samme periode i 2015. Udviklingen var på linje med forventningerne, men tallene bliver tolket positivt blandt flere økonomer.

»Disse bekymringer bør nu for en tid træde i baggrunden, og dagens nøgletal bør kunne føre til en bedret stemning på Kinas og de globale finansielle markeder og måske trække råvarepriserne opad,« vurderer Bjarke Roed-Frederiksen, der er seniorøkonom i Handelsbanken, i en kommentar.

TDC i fokus

I C20-indekset kan der komme fokus på TDC. Finanshuset Jefferies har ifølge Bloomberg skåret 4 kr. af kursmålet, så det nu lyder på 30 kr., mens anbefalingen fortsat er "hold" for aktien, som torsdag lukkede i 32,42 kr.

Der er også fortsat opmærksomhed omkring de to danske høreapparatselskaber i C20, William Demant og GN Store Nord, da der i øjeblikket bliver afholdt en stor messe i USA.

Torsdag havde William Demant en rigtig god dag, efter at selskabet præsenterede sit nyeste produkt ved navn Oticon Opn, hvilket investorerne belønnede med en kursstigning på 4,8 pct. til 689 kr. - det højeste niveau nogensinde. GN Store Nord-aktien steg 2,6 pct. til 132,90 kr.

Mols-linjen

Uden for C20 er der fokus på Mols-Linien, hvor rederiets kurs mod fondsbørsens udgang er blevet mødt af en forhindring, da Erhvervsankenævnet har besluttet at behandle en klage over afnoteringen, som en række mindretalsaktionærer har indsendt.

Der kan også komme pres på aktierne i industrivirksomheden Schouw & Co. samt Sparekassen Sjælland, da der fragår udbytter på henholdsvis 10 kr. og 3 kr.