Aktier: Investorerne satte pris på bløde Fed-meldinger

Efter en negativ start på onsdagen, klarede det op for de amerikanske aktier efter at den amerikanske centralbank fastslog, at den nuværende langsomme normalisering af pengepolitikken ikke vil blive accelereret.

Det satte investorerne pris på, og det negative marked svingede rundt til en afslutning med mindre plusser i de tre store indeks.

S&P 500-indekset sluttede onsdag med en stigning på 0,2 pct. i 2095,15. De tunge aktier i Dow Jones steg 0,3 pct. til 18.041,55, mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset droppede 0,5 pct. til indeksværdien 4863,14.

INGEN ÆNDRINGER I RENTE-UDSIGTER

Det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, gav som ventet ingen ændringer i renten. Mere interessant var det, at centralbanken ikke gav det mindste hint for en dato for en renteforhøjelse, men blot indikerede, at FOMC, som er den pengepolitiske komites daglige navn, forbliver positive over for fundamentet for den amerikanske vækst, mens de nu er lidt mindre bekymrede over risiciene fra den globale økonomiske opbremsning og turbulensen på de finansielle markeder.

- De har beroliget markedet, og forsikret at det vil være et langsomt og gradvist tempo og at de forventer, at økonomien forbedres moderat. Det var som forventet, og deres kommentarer var så uldne som muligt, og derfor er der ikke meget at hente, når det gælder ændringer i vejen frem, siger investeringsstrateg Michael Arone fra State Street Global Advisors i Boston til Bloomberg News.

Torsdag morgen dykker de asiatiske aktiemarkeder efter den japanske centralbank undlod af komme med nye tiltag for at pumpe lidt luft i den falde japanske økonomi. De amerikanske futures falder samtidig 0,5 pct.

SYV UD AF TI UNDERGRUPPER STEG

Der var stigninger i syv af de ti undergrupper i S&P indekset med telesektoren i front med en stigning på 1,9 pct., mens dagens Sorteper var it-segmentet med et fald på 0,8 pct.

It-skuffelsen skyldes et skuffende regnskab fra it-giganten Apple, der efter imponerende sejrsgang i næsten tretten år, måtte se indtjeningskurven knækket i årets førte tre måneder. Aktien faldt 6,3 pct.

Også det sociale medie Twitter aflagde et skuffende regnskab efter lukketid tirsdag, og onsdag kvitterede investorerne med at sende aktien 16,3 pct. ned.

FACEBOOK OVERRASKER POSITIVT

Anderledes godt gik det Facebook, der tredoblede sit overskud til 1,5 mia. dollar i første kvartal ifølge regnskabet offentliggjort efter amerikansk børstid onsdag.

Det er lykkedes at få annoncørerne med over i mobilmarkedet, og Facebook-aktien steg hele 9,1 pct. i eftermarkedet.

Industrigiganten United Technologies (UTC) får store omkostningsbesparelser i blandt andet luftfartsforretningen, og koncernen overgik forventningerne i årets første kvartal. Aktien steg 1 pct.

Flyproducenten Boeing fik til gengæld et let skuffende resultat på bundlinjen. Men ordrerne strømmer stadig ind, hvilket tegner godt for fremtiden. Aktien steg 2,9 pct.

Elektronikgiganten Texas Instruments kom med regnskab for første kvartal efter amerikansk børstid. Overskuddet overgik analytikernes estimater, og aktien steg 1,0 pct. i eftermarkedet.