Aktier: Investorer holder vejret efter nye kinesiske tiltag

De asiatiske aktieinvestorer holder vejret torsdag morgen. Nye tiltag fra de kinesiske myndigheder har endelig fået fat i markedet, der efter en rød start i Shanghai og Shenzhen er vendt til plusser ved middagstid.

Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktieinvestorer holder vejret torsdag morgen. Nye tiltag fra de kinesiske myndigheder har endelig fået fat i markedet, der efter en rød start i Shanghai og Shenzhen er vendt til plusser ved middagstid.

Det er dog med nervøse undertoner, at investorerne ser på udviklingen, idet mange er fanget af forbud mod aktiesalg eller tvungne opkøb, som er blandt tiltagne fra myndighederne for at lægge låg over panikken.

- Den kinesiske regering forsøger deres bedste for at støtte markedet. Udsalget er begyndt at påvirke andre markeder som råvaremarkederne. Det, kombineret med investornervøsitet over Grækenland, skaber mere volatilitet, siger analytiker James Lindsay fra Nikko Asset Management i Auckland til Bloomberg News.

I Tokyo er investorerne ikke blevet beroliget af de kinesiske tiltag, der betragtes som kunstige og særdeles skadelige for især det kinesiske forsøg på at gøre det finansielle marked mere internationalt og den kinesiske yuan til en del af verdens reservevalutaer.

Såvel Nikkei-indekset som Topix-indekset ligger i negativt territorium med fald på henholdsvis 1,3 pct. og 1,8 pct.

I Shanghai har myndighedsindgrebene standset kursfaldene - i alt fald midlertidigt. Efter en start med fald på knap 4 pct. kom myndighederne med reducerede krav til sikkerhedsstillelse og tilladelse til, at banker med udlån på baggrund af sikkerhed i aktier kan forlænge lånene ved forfald trods kursfald.

De mange tiltag og påbud har effektivt forhindret investorer i at sælge ud af beholdningerne, selv om det i sidste ende kommer til at koste på de kinesiske finansielle markeders troværdighed og dermed på landets ønske om at få større andel af det globale finansielle marked og gøre yuan til reservevaluta på linje med yen, dollar, pund og euro.

Ved frokosttid lokal tid er Shanghai Composite steget 1,3 pct., og CSI 300-indekset er øget 2,4 pct. Også Hongkongs Hang Seng er kommet tilbage med et plus på 3,5 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på omkring 0,6 pct. i den asiatiske handel.