Aktier: Ingen rører på sig før Fed-møde

Ganske som ventet er de amerikanske aktiemarkeder åbnet roligt op tirsdag. Onsdag falder den amerikanske centralbanks afgørende beslutning om, hvorvidt stimulussen til den amerikanske økonomi skal neddrosles, og før den melding holder investorerne nallerne i ro.

Læs mere
Fold sammen

Fra start falder S&P500 med 0,1 pct., mens Nasdaq dykker 0,1 pct. Dow Jones stiger med 0,1 pct. hjulpet af 3M.

Onsdag kommer den amerikanske centralbanks beslutning om, hvorvidt den stimulus på 85 mia. dollar om måneden, som siden efteråret 2012 er tilflydt den amerikanske økonomi, vil blive neddroslet. Konsensus er, at det først vil ske efter nytår, men godt en tredjedel af de adspurgte analytikere venter ifølge Bloomberg en nedtrapning.

Nøgletallene for den amerikanske økonomi har vist den fremgang, der skal til for at mindske stimulussen, men det spiller ifølge banken BNY Mellon også ind, at centralbanken står over for en udskiftning, når Janet Yellen i det nye år forventeligt overtager roret fra Ben Bernanke.

- Janet Yellen vil, hvis hun bliver godkendt, tage over 1. februar. Så hvis de starter nedtrapningen nu, vil hun komme ind midt i et stort projekt, som hun ikke har haft kontrol med fra starten, sagde Jens Steen, Director of Institutional Business i Norden hos BNY Mellon, til Ritzau Finans mandag og fortsatte:

- Læser man Feds referater fra det seneste år, så kan man læse i dem, hvad man ønsker, og jeg har kollegaer, der mener, at nedtrapningen vil starte på onsdag. Så det er et fornuftigt synspunkt, men fra vores stol venter vi ikke, at det vil ske før næste år.

Selskabsspecifikt stiger Boeing med 1,3 pct. til 136,53 dollar efter at have annonceret et aktietilbagekøb på 10 mia. dollar og meddelt, at det kvartalsvise dividende vil stige til 73 cent fra 48,5 cent.

Facebook stiger med 1,5 pct. til 54,59 dollar i formarkedet, da Wall Street Journal beretter, at selskabet snarligt er på vej med videoreklamer på sin tjeneste.

Konglomeratet 3M stiger 2,0 pct. til 130,22 dollar fra start. Det store selskab, som de fleste danskere forbinder med tape, venter for 2014 et resultat per aktie på 7,30 til 7,55 dollar per aktie. Ifølge Bloomberg var konsensusforventningen et resultat per aktie på 7,40 dollar.

Samtidig fortæller 3M, at man vil købe op for 5-10 mia. dollar frem til 2017, øge aktietilbagekøbet til 17-22 mia. dollar i perioden fra 7,5-15 mia. dollar samt øge dividenden med 35 pct.

I den dårligere ende falder Sherwin-Williams, der producerer materiale og produkter til byggeindustrien, med 2,4 pct. til 173,14 dollar.

Ifølge Associated Press er selskabet, sammen med det unoterede Grocery Products, blevet idømt at betale 1,1 mia. dollar til 10 byer i Californien, så de kan fjerne blybaseret maling i ældre huse solgt af selskaberne.

Det skyldes, at retten har fundet, at selskabet bevidst markedsførte og solgte maling, som de vidste var skadelig for børn. Selskaberne har nu muligheden for at appellere dommen.