Aktier: Ingen ensartet asiatisk retning i rolig handel

De asiatiske aktieinvestorer er splittede, og markederne er uden ensartet retning tirsdag morgen. Men markederne er præget af en langt større ro end det var tilfældet sidste uge.

Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktieinvestorer er splittede, og markederne er uden ensartet retning tirsdag morgen. Men markederne er præget af en langt større ro end det var tilfældet sidste uge.

I Japan får investorerne glæde af en styrkelse af den amerikanske dollar, efter mandagens feberredning af Grækenland og den større ro på de kinesiske aktiemarkeder.

Og i Kina er der lidt gevinsthjemtagning efter de tre dage med kraftig kursstigninger, der afløste de voldsomme styrtdyk tidligt i sidste uge.

- Der er lettelse over, at smitte fra et græsk økonomisk kollaps er blevet undgået. Afværgelsen af Grækenlands exit fra eurozonen - i hvert fald for et stykke tid - burde være nok til at få investeringsstrømmene til at vende tilbage, siger analytiker Jasper Lawler fra CMC Markets ifølge Bloomberg News.

Fra Tokyo ser investorerne frem mod meldinger fra Bank of Japan, der holder pengepolitisk møde tirsdag og onsdag. Samtidig ses der frem mod den amerikanske centralbanks kommentarer til Kongressen, når centralbankchef Janet Yellen gennemgår den pengepolitiske situation i den halvårlige tale til politikerne.

Nikkei-indekset stiger 1,5 pct., mens det brede Topix-indeks øger 1,6 pct.

I Kina er markederne ved at falde til ro og udviklingen mere normal. Shanghai Composite ligger ved frokosttid lokal tid med et minus på 0,3 pct., mens CSI 300-indekset falder 0,9 pct. Hongkongs Hang Seng fald 0,6 pct.

Blandt de øvrige børser er der stigninger i Taiwans Taiex-indeks på 0,4 pct. og i Sydkoreas Kospi-indeks og Singapores Strait Times stiger 0,1 pct.

De mere rolige markeder sætter sig også dine spor i de amerikanske aktiefutures, der tirsdag morgen ligger med marginale fald i den asiatiske handel.

/ritzau/FINANS