Aktier: Industrikæmper ventes i fokus i grøn åbning

Læs mere
Fold sammen

Der ventes stigninger, når de amerikanske investorer onsdag møder på arbejde.

Futures for de toneangivende indekser S&P 500 og Nasdaq viser i øjeblikket stigninger på 0,2 pct. til 0,7 pct. Futuren for Dow Jones viser dog et marginalt fald på 0,01 pct.

Tirsdag lukkede S&P 500-indekset med et plus på 0,2 pct. i rekorden 2839,13. Dow Jones-indekset sluttede så godt som uændret i 26.210,81, mens Nasdaq-indekset endte dagen med en stigning på godt 0,7 pct. i 7460,29, hvilket også var rekord.

INDUSTRIKÆMPE STIGER TRODS SKUFFELSE

Den amerikanske industrikæmpe General Electric kom ud af fjerde kvartal med en omsætning og et justeret overskud, der var dårligere end ventet.

I de tre sidste måneder af 2017 nåede GE et justeret resultat eksklusive hensættelser på 27 cent per aktie, skriver Bloomberg News, der måler det op imod analytikerforventningerne på 28 cent per aktie.

Omsætningen ramte med 31,4 mia. dollar i kvartalet samtidig et stykke under forventningerne om 33,8 mia. dollar.

Alligevel stiger GE i formarkedet med 1,8 pct. til 16,89 dollar. Det skyldes, at industrikonglomeratet overgik sine egne forventninger til pengestrømmene i fjerde kvartal, skriver Bloomberg News.

- Udviklingen i pengestrømmene var bedre end ventet, og vi har tjent mere end vi havde regnet med, siger administrerende direktør i GE, John Flannerery i en meddelelse.

United Technologies, der producerer alt fra flymotorer til elevatorer falder inden børsernes åbning.

Det sker efter at have aflagt regnskab for fjerde kvartal af regnskabsåret. Her kunne teknologikoncernen fremvise et overskud per aktie på 1,60 dollar mod de ventede 1,57 ifølge estimater fra Bloomberg.

United Technologies venter til gengæld en indtjening per aktie i indeværende regnskabsår på 6,85 dollar-7,10 dollar. Her havde analytikerne ventet 7,38 dollar med en spredning i estimaterne fra 7,10 dollar til 7,70 dollar.

Det får aktien til at falde marginalt - 0,02 pct. - til 136 dollar.

TV-SELSKAB LEVERER BEDRE END VENTET

Comcast, der er verdens største tv- og kabelselskab målt på omsætning, kom ud af fjerde kvartal med en ordinær indtjening per aktie på 49 cent mod ventede 47 cent ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Omsætningen lød på 21,9 mia. dollar mod ventede 21,8 mia. dollar.

Det ordinære driftsresultat før af- og nedskrivninger samt ekstraordinære poster, EBITDA, landede på 6,75 mia. dollar, hvilket var under analytikernes estimater på 6,97 mia. dollar.

Nyhederne får en aktie i Comcast til at stige med 0,6 pct. i formarkedet.

/ritzau/FINANS