Aktier: Industrikæmpe tager i fokus i grøn åbning

De amerikanske markeder er onsdag åbnet med grønt på de ledende indekser.

S&P 500 stiger med 0,3 pct., Nasdaq med 0,2 pct. mens Dow Jones stiger med 0,4 pct., efter investorerne er mødt på arbejde.

Nasdaq-indekset endte tirsdag med en stigning på godt 0,7 pct. i 7460,29, hvilket var rekord.

INDUSTRIKÆMPE STIGER TRODS SKUFFELSE

Den amerikanske industrikæmpe General Electric kom ud af fjerde kvartal med en omsætning og et justeret overskud, der var dårligere end ventet.

I de tre sidste måneder af 2017 nåede GE et justeret resultat eksklusive hensættelser på 27 cent per aktie, skriver Bloomberg News, der måler det op imod analytikerforventninger om 28 cent per aktie.

Omsætningen ramte med 31,4 mia. dollar i kvartalet - et stykke under forventningerne om 33,8 mia. dollar.

Alligevel stiger GE kort tid efter åbningen med 2,2 pct. til 17,27 dollar. Det skyldes, at industrikonglomeratet overgik sine egne forventninger til pengestrømmene i fjerde kvartal, skriver Bloomberg News.

- Udviklingen i pengestrømmene var bedre end ventet, og vi har tjent mere end vi havde regnet med, siger administrerende direktør i GE, John Flannerery i en meddelelse.

United Technologies, der producerer alt fra flymotorer til elevatorer leverede onsdag et skuffende regnskab for fjerde kvartal 2017.

Her kunne teknologikoncernen fremvise et overskud per aktie på 1,60 dollar mod de ventede 1,57 ifølge estimater fra Bloomberg.

United Technologies venter til gengæld en indtjening per aktie i indeværende regnskabsår på 6,85 dollar-7,10 dollar. Her havde analytikerne ventet 7,38 dollar med en spredning i estimaterne fra 7,10 dollar til 7,70 dollar.

Til trods for skuffelsen stiger aktien 0,9 pct. til 137,26 dollar.

TV-SELSKAB LEVERER BEDRE END VENTET

Comcast, der er verdens største tv- og kabelselskab målt på omsætning, kom ud af fjerde kvartal med en ordinær indtjening per aktie på 49 cent mod ventede 47 cent ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Omsætningen lød på 21,9 mia. dollar mod ventede 21,8 mia. dollar.

Det ordinære driftsresultat før af- og nedskrivninger samt ekstraordinære poster, EBITDA, landede på 6,75 mia. dollar, hvilket var under analytikernes estimater på 6,97 mia. dollar.

I starten af onsdagens handel falder Comcast 0,4 pct. til 42,27 dollar.

/ritzau/FINANS