Aktier i totalforvirring efter ECB affyrer ny bazooka

Den Europæiske Centralbank har introduceret en stor støttepakke, men aktiemarkedet er ikke sikker på, hvilket ben det skal stå på. På længere sigt burde den lempelige pengepolitik dog være godt nyt for aktieinvestorerne.

Aktier i Europa hoppede op og ned torsdag, efter at Den Europæiske Centralbank annoncerede et kæmpe støtteprogram. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix  

Først spurtede det højere, så dykkede det en smule og til sidste endte det hele tæt på, hvor vi startede.

Finansmarkedet blev sendt på ordentlig rutsjebanetur torsdag, da Den Europæiske Centralbank (ECB) leverede sin længe ventede stimuluspakke til, hvad der er blevet kaldt årets vigtigste ECB-møde. Banken sænkede renten til det historiske lave niveau minus 0,5 pct. og annoncerede samtidigt en opkøbspakke på 20 mia. euro, der indledes 1. november. Rentenedsættelsen og støttepakken var lidt mindre end forventet, men til gengæld er der lagt op til, at pengepolitikken forbliver ultralempelig mange år frem i tiden.