Så kom nyheden, som aktiemarkedet havde håbet på: Inflationen falder i USA.
Den længe ventede inflationsrapport for juli viser, at amerikanske forbrugerpriser »kun« steg 8,5 procent i sidste måned, et fald fra 9,1 procent i juni. Analytikerne havde over en bred kam forventet, at inflationen ville lande på 8,7 procent i juli.
Afkølingen i de galopperende forbrugerpriser vakte med det samme jubel på aktiemarkedet. I USA åbnede de tre store indeks i plus – med Nasdaq i spidsen med en stigning på 2,4 procent. Det danske eliteindeks, C25-indeks, blev også sendt i vejret og er onsdag eftermiddag steget 2,5 procent.
Samtidigt er renterne og dollaren blevet trykket nedad. Den tiårige amerikanske statsrente – verdens vigtigste – er faldet fire basispunkter til 2,74 procent, mens dollaren er nede i 7,20 kroner. Inden inflationstallet kom ud, kostede én dollar 7,26 kroner.
Det er blandt andet forventningen om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, nu kan slappe mere af med sine renteforhøjelser, der har skabt optimisme hos investorerne.
»I den amerikanske forbundsbank (Federal Reserve, red.) er man nok overordnet set godt tilfreds med dagens tal. Her vil man hæfte sig meget ved faldet i inflationen, men selve niveauet og den seneste udvikling på arbejdsmarkedet gør, at Fed ikke er i nærheden af at kunne slappe af,« skriver Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank i en kommentar.
»Derfor forventer vi også, at Fed hæver renten med hele 0,75 procentpoint på det kommende rentemøde. De efterfølgende renteforhøjelser vil måske blive mindre, men vi forventer, at Fed hæver renten på alle møder frem mod nytår. Det vil bringe den amerikanske styringsrente op i nærheden af fire procent. Altså langt højere end hvor man kan forvente de danske og europæiske styringsrenter lander,« tilføjer han.