Aktier i Europa: Teleaktier får opmærksomhed i grønne markeder

Foto: BRYAN R. SMITH. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

»Optimismen ser ud til at være kommet retur hos de europæiske investorer, som mandag middag sender kontinentets markeder op med mere end 1 pct. for de ledende indeks.«

I England stiger FTSE-100-indekset 1,2 pct., mens DAX-indekset i Tyskland løfter sig 1,9 pct., samtidig med at CAC 40-indekset i Frankrig går op med 1,5 pct.

For det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er der tale om et plus på 1,5 pct. Hvis stigningen holder hjem, er det blot anden gang inden for de seneste 11 handelsdage, at indekset er lukket i positivt territorium.

Med til at hive Stoxx 600-indekset op er TDC, der stiger 7,2 pct. til 46,77 kr., efter at den danske telekoncern er blevet kontaktet af en potentiel byder og samtidig dropper sine planer om at gå sammen med underholdningsvirksomheden MTG Nordics.

I markedet har der været spekuleret i, at svenske Telia kunne være interesseret i at købe TDC. De spekulationer har fået nyt liv, da Telia i sidste uge var i dialog med bestyrelsen i TDC om et bud på selskabet. Det skriver den svenske erhvervsavis Dagens Industri, der har sin viden fra anonyme kilder.

Telias interesse er dog ifølge avisen kølnet, efter at et konsortium bestående af ATP, PKA og PFA samt australske Macquarie havde tilbudt 48 kr. - eller cirka 39 mia. kr. - for TDC i sidste uge.

Telia-aktien falder oven på nyheden 0,4 pct. til 35,90 svenske kr. efter tidligere på dagen at være steget en smule.

Andetsteds i Europa har det hollandske bryggeri Heineken, som blandt andet konkurrerer med danske Carlsberg, fremlagt sit årsregnskab for 2017. Mens driftsindtjeningen landede lidt bedre end ventet, kunne den organiske salgsvækst og udviklingen i ølvolumenerne ikke følge med markedets forventninger ifølge Bloomberg News.

Heineken-aktien reagerer med et fald på 2,4 pct. til 81,82 euro.