Aktier: Hollandsk postselskab led hård skæbne

Det hollandske postselskab PostNL havde en hård mandag på aktiemarkedet, hvor en spareplan blev præsenteret sammen med en nedjustering af forventningerne til 2017.

Akkurat som i Danmark - hvor Postnord i øjeblikket er i fokus efter et stort milliardunderskud - er det også faldende brevmængder, som tvinger PostNL til at skære i omkostningerne og i højere grad øge fokus på pakker.

Modsat sin danske pendant er der dog stadig overskud i forretningen, og i de sidste tre måneder af 2016 gav det et plus på 84 mio. euro - et fald på 25 pct. over et år.

PostNL nedjusterede forventningerne til årets indtjening, så det nu venter et driftsoverskud på 220-260 mio. euro mod tidligere 230-270 mio. euro. En spareplan skal høvle lidt over 100 mio. euro af omkostningerne frem mod 2020.

På aktiemarkedet var investorerne ikke tilfredse med meldingerne, og aktien blev sendt ned med 8 pct., hvilket gav en plads nederst i Stoxx 600-indekset, der faldt mere beskedne 0,1 pct.

I bunden sluttede også forsikringsselskabet Direct Insurance Line, efter at der er blevet skåret i den kompensation, som den britiske stat giver til personskader. Aktien dykkede 7 pct.

I Sverige var der regnskab fra auktionshuset Lauritz.com, som havde pæn medvind på aktiemarkedet efter sine tal for fjerde kvartal.

Aktien steg 2,1 pct. til 7,35 svenske kr., men er fortsat et stykke fra de 15 svenske kr., som selskabet blev børsnoteret til i juni.