Aktier: Høreapparater trækker op mens bankerne tynger
Høreapparataktierne ligger torsdag middag i front af C25, mens bunden bliver indtaget af bankerne.
Høreapparataktierne ligger torsdag middag i front af C25, mens bunden bliver indtaget af bankerne.
Samlet er der tale om en let positiv stemning både herhjemme og i det øvrige Europa. C25 stiger 0,5 pct. til 1051,1.
»Der er generelt en lidt overordnet positiv stemning. Det politiske billede fylder en hel del, og der bliver blandt andet kigget mod brexit-forhandlingerne. Vi oplever en del udsving i markederne, hvor det i øjeblikket er, som om det går ét skridt frem og to tilbage, og lige nu bruger folk sidste uges massive udsalg til at købe sig ind i markedet igen,« siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler ved Sydbank.
Han fortæller også, at regnskaber fra både USA og Europa viser gode takter, og det smitter af på stemningen.
»I Danmark er der især fokus på høreapparat-aktierne. Der er messe i Tyskland, hvor der kom positive meldinger fra William Demants CEO (Søren Nielsen, red.), i forhold til den frygt som nyheden om Boses OTC-apparat har skabt,« lyder det fra Christian Thatje.
Han henviser til nervøsiteten omkring den kommende indførsel af en »over the counter«-salgskanal (OTC) i USA. I sidste uges blev et nyt produkt, som er påtænkt OTC-salg, fra amerikanske Bose godkendt. Det fik aktierne i William Demant og GN til at falde.
Torsdag middag stiger William Demant-aktien 3,4 pct. til 210,80 kr., mens GN følger efter med 3,2 pct. til 282,40 kr.
»Frygten for konkurrencen fra Bose blev talt ned. Jeg tror, at det er det, de to aktier stiger på,« siger Christian Thatje.
I bunden ligger bankaktierne, hvor Jyske Bank falder 2,0 pct. til 292,00 kr., Nordea ligger 1,7 pct. lavere i 60,67 kr., og Danske Bank taber 1,4 pct. til 135,70 kr.
Christian Thatje peger på, at banksektoren som helhed er tynget af, at flere storbanker skulle have hjulpet kunder med at snyde med tilbagebetaling af udbytteskat. Ifølge flere medier er der samlet blevet snydt for 410 mia. kr. i Europa.
Samtidig er der også en lang række andre nyheder omkring bankaktierne herhjemme. Nordea er eksempelvis kommet under lup, da fonden Hermitage Capital Management mener at have identificeret mistænkelige overførsler for 1,1 mia. kr. til 365 konti i Nordeas svenske, danske, finske og norske afdelinger.
Danske Bank har onsdag sænket sit kursmål for aktien i Nordea. Kursmålet sænkes fra 90,29 kr. til 73,73 kr., og banken fastholder den positive anbefaling »køb«.
DSV er i søgelyset efter regnskabet fra den schweiziske rival Kuehne + Nagel, som fortsatte med tocifret vækst i omsætningen i tredje kvartal. Der er dog flere spørgsmål, der rejser sig, hvis man skal fortolke Kuehne + Nagels regnskab set med DSV-briller, fortæller aktieanalytiker Ricky S. Rasmussen fra Nykredit Markets.
»Vi mangler at finde ud af, hvor meget der skyldes forskydninger. Det er jo højst sandsynligt en del, og det vil også afspejle sig i DSVs volumener på den korte bane, er jeg helt sikker på. Det mest interessante er, hvordan fjerde kvartal vil se ud for selvsamme selskaber, vi lige nu roser for høje volumener,« siger Ricky S. Rasmussen til Ritzau Finans.
DSV-aktien falder 0,2 pct. til 546,80 kr.
Der er også udenlandsk nyt til Genmab, hvor Novartis, som samarbejder med det danske biotekselskab om salg af kræftmidlet Arzerra, kom igennem tredje kvartal med større indtægter end forventet. Medicinalselskabet øger også sin prognose, der nu ventes at byde på "midt-encifret" procentvis salgsvækst, hvor den tidligere var spået at blive enten »lav eller midt-encifret«. Genmab-aktien stiger 1,5 pct. til 907,40 kr.
Uden for C25 har SAS fået barberet sit kursmål af HSBC med 1,03 kr. til 17,36 kr. Storbanken beholder købsanbefalingen. Aktien ligger 1,4 pct. lavere i 14,85 kr.
Banknordik har sammen med foreløbige regnskabstal for tredje kvartal opjusteret sin prognose for 2018 grundet medvind i nedskrivningerne. Nu ventes overskuddet at lande på mellem 240 og 280 mio. kr. efter skat i Banknordik, som tidligere havde en prognose på 190 til 240 mio. kr.
Aktien stiger 4,6 pct. til 113,00 kr.
/ritzau/FINANS