Aktier: Højt humør på samtlige børser i Fjernøsten

Der er højt humør blandt investorerne på børserne i Det Fjerne Østen onsdag morgen.

Der er højt humør blandt investorerne på børserne i Det Fjerne Østen onsdag morgen.

Stærke stigninger i det amerikanske marked tirsdag smitter af i hele regionen, og et rekyl i råvarepriserne kommer de mange råvare-producenter til gode.

De stigende priser ses som et tegn på, at den globale økonomiske vækst er intakt på trods af endnu et sæt sløje PMI-data fra verdens andenstørste økonomi - den kinesiske.

Det får dog ikke investorerne til at holde sig tilbage, da de dårlige tal blot løfter forhåbningerne til at myndigheder griber ind med nye stimulerende foranstaltninger.

- Dataene for tjenestesektoren (i Kina, red) er yderligere bevis på den igangværende uddybning af den økonomiske afmatning. Markedet satser på, at der vil komme flere pengepolitiske lempelser inden den kinesiske nytårsferie, siger aktiehandler Zhao Bingtong fra Guosen Securities Co. i Shenzhen til Bloomberg News.

Shanghai Composite stiger 0,3 pct., mens CSI 300-indekset øger 0,2 pct. Hongkongs Hang Seng ligger samtidig med et plus på 0,9 pct.

I Tokyo viste nye PMI data for servicesektoren et fald til 51,3 i januar fra 51,7 måneden før. Og det trækker det kombinerede indeks for industrien og servicesektoren (Composite) ned til 51,7 i januar sammenlignet med 51,9 måneden før.

Faldet skyldes dog kapacitetsproblemer, da andelen af ikke færdiggjorte ordrer stiger samtidig med, at ordreindgangen samtidig er øget.

Det toneangivende japanske Nikkei-indeks stiger 1,7 pct., mens det brede Topix-indeks handles 1,5 pct. højere.

Blandt de øvrige børser er specielt Sydney i hopla med et plus i ASX200 indekset på 1,2 pct. Det er især råvareprooducenterne der får medvind af de markante stigninger i råvarepriserne.

Eneste aktiebørs med negativ fortegn onsdag morgen er i Indien, hvor BSE Sensex indekset falder knap 0,1 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på 0,1 pct. i Asien.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 1,7

Topix 1,5

Hongkongs Hang Seng 0,9

China Shanghai Composite 0,3

China CSI 300 0,2

Taiwan Taiex 0,7

Sydkoreas Kospi 0,7

Indiens BSE Sensex -0,1

Singapores STI 0,5

Sydney ASX 200 1,2