Aktier: Hele C20 i rødt før regnskabsstorm

Foto: FRANCK ROBICHON

Alle 20 eliteaktier på den københavnske børs falder tirsdag ved middagstid, og det danske eliteindeks dykker 1,3 pct. til 983,84 - især trukket ned af Mærsk, Vestas og Novo Nordisk.

Kombinationen af en styrket euro, som spænder ben for eksporttunge firmaer, og dårlig stemning skabt af skuffende regnskaber fra BMW, UBS og Commerzbank, vejer tungt på hele det europæiske kontinent.

Herhjemme er der især fokus på Coloplast, der leverer sit halvårsregnskab ved middagstid, mens også optakten til de mange C20-regnskaber onsdag morgen - fra Mærsk, ISS, TDC og GN Store Nord - har investorernes opmærksomhed, da tirsdag er sidste chance for at positionere sig i aktierne.

COLOPLAST VENTES UDEN OVERRASKELSER

Det bliver formentlig uden de helt store overraskelser, når medicokæmpen Coloplast fremlægger sine tal. Og det er godt for et selskab, der sidste år var plaget af flere nedskrivninger, og som i årets første kvartal nedjusterede forventningerne til den organiske vækst i danske kroner.

Nu er der udsigt til, at der kommer et jævnt og stabilt regnskab fra medicoselskabet, vurderer senioranalytiker hos Sydbank Søren Løntoft over for Ritzau Finans, men gør opmærksom på, at valutaposterne igen kan drille selskabet.

Coloplast-aktien ligger 0,2 pct. lavere i 491,50 kr. og holder sig derved i den pæne ende af C20 Cap.

Øverst i C20 klarer den defensive TDC-aktie sig bedst med et lille fald på 0,1 pct. til 33 kr. Aktien ligger dog 35 pct. lavere end for et år siden og har dermed klaret sig dårligst af alle i C20 over de seneste 12 måneder.

MÆRSK TIL BUNDS

I den kedelige ende ligger Mærsk-aktierne næstnederst med fald på omkring 2,4 pct., så en B-aktie i rederiet koster 8705 kr.

Forudsigelserne for onsdagens regnskab ligger omkring et nulresultat på bundlinjen, og selv regner konglomeratet med et underliggende resultat i 2016, der bliver "betydeligt" lavere end i 2015, hvor det endte på 3,1 mia. dollar.

A.P. Møller-Mærsk er nemlig fortsat presset af omstændighederne - nærmere bestemt historisk svage fragtrater for containerfart og en oliepris langt under de seneste års niveau.

- Der er tvivl om alle resultaterne, fordi parametrene er fløjet op og ned i første kvartal, så det er rigtigt svært at vurdere resultatet, siger aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets over for Ritzau Finans.

Vestas var C20-bundprop mandag efter rygter om topchef Anders Runevads mulige tilbagevenden til Ericsson, og det er også tilfældet tirsdag, hvor vindmølleaktien falder 2,6 pct. til 441 kr.

TAL FRA AMBU OG SCHOUW

Uden for C20 leverede Ambu i morgentimerne regnskab for andet kvartal, og det var pyntet med en opjustering.

Medicoselskabet ser nu en organisk vækst opgjort i lokal valuta i niveauet 8-9 pct. mod hidtil 7-9 pct. og en driftsmargin (EBIT) i danske kroner i niveauet 15-16 pct. mod hidtil 14-15 pct. De frie pengestrømme og gearingen ventes uændret på henholdsvis 150-175 mio. kr. og omkring det dobbelte af driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA).

- Vores toplinje vokser rigtigt flot, og vores nye produkter, der har en meget bedre dækningsgrad end de gamle, har en positiv indflydelse på vores salgsmix.

- Vi er bedre til at styre vores omkostninger i forhold til omsætningen, og det sidste er, at engangsvideoskopet Ascope, der har rigtigt flotte marginer, fortsætter den stærke vækst, siger Ambu-chef Lars Marcher.

Ambu-aktien stiger 2,9 pct. til 234,50 kr. oven på opjusteringen.

Schouw er også regnskabsaktuel - her med tal for årets første tre måneder. Selskabet venter i 2016 et driftsresultat (EBIT) i intervallet 760-850 mio. kr. Det ventes på baggrund af en omsætning i størrelsesordenen 14,2 mia. kr.

Schouw-aktien falder med 1,8 pct. til 377 kr.