Aktier: Hasbro og Snap i fokus i ventet negativ åbning

Læs mere
Fold sammen

. Det amerikanske aktiemarked står igen til at falde onsdag, efter tirsdagens stigninger hvor markedet slikkede sårene efter de voldsomme fald, der ramte aktierne på Wall Street mandag.

Futures estimerer, at de tre store Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq alle falder mellem 0,1-0,3 pct. fra start.

Tirsdag rettede Dow Jones-indekset sig 2,3 pct. efter mandagens kursskred på 4,3 pct., og S&p 500- og Nasdaq-indeksene steg henholdsvis 1,7 og 2,1 pct. efter mandagens nedtur i de to indeks på henved 4 pct.

Ifølge Reuters forbereder investorerne sig på et fortsat volatilt marked, imens de forsøger at finde svar på, om de seneste dages kraftige udsving er startskuddet til en større korrektion eller et midlertidig chok på markedet.

På selskabsfronten er der fokus på Hasbro efter et regnskab for fjerde kvartal, der var dårligere end analytikernes forventninger. Kvartalet bød på en vækst i omsætningen på 2 pct. til 1,6 mia. dollar. Det er levere end analytikernes forventede 1,7 mia. dollar, oplyser Bloomberg News.

Hasbro udtalte i oktober at konkursen af Toys "R" Us, der var en af Hasbros store kunder, ville hæmme salgsvæksten. I formarkedet ligger Hasbros aktie til et fald på cirka 5 pct.

Investorerne får også mulighed for at reagere på det regnskab, som Snap, der står bag Snapchat, præsenterede efter børslukketid tirsdag.

I regnskabet var der fokus på brugerantallet, der ifølge Bloomberg News viste en stigning på 18 pct. Tjenesten havde cirka 187 mio. daglige brugere, mens analytikerne havde ventet 184,3 mio.

I formarkedet er Snap-aktien steget 22 pct.

Efter børslukketid onsdag kommer der blandt andet regnskab fra Tesla.

/ritzau/FINANS