Aktier: Hasbro falder tungt på skuffende salgsprognose

Foto: Thomas White.
Læs mere
Fold sammen

Der bliver fra åbningen på det amerikanske aktiemarked mandag solgt godt ud af aktierne i legetøjsgiganten Hasbro, som ellers kom med pæne tal for tredje kvartal, men omvendt skuffende med salgsprognosen for fjerde kvartal.

Overordnet er stemningen dog positiv og rekordstimen fortsætter umiddelbart for de tre store indeks.

Det brede S&P 500-indeks ligger efter fem minutters handel 0,1 pct. højere i 2577,49, Dow Jones stiger 0,1 pct. til 23.346,84, og Nasdaq-indekset ligger 0,1 pct. højere i 6637,89.

Aktien i Hasbro falder fra start ellers 6,5 pct. efter at have varslet en omsætningsvækst på 4-7 pct. i fjerde kvartal, hvilket er under analytikernes estimater på 11 pct. ifølge Blomberg News.

I tredje kvartal omsatte Hasbro, som blandt andet er kendt for brætspillet Monopoly, for 1,79 mia. dollar, hvilket er en stigning på 7 pct. i forhold til samme kvartal året før.

Omsætningen var 1,1 pct. højere end analytikernes forventninger på 1,77 mia. dollar.

I kvartalet voksede legetøjsproducentens nettoindtjening desuden med 3 pct. til 265,6 mio. dollar.

Det amerikanske olieserviceselskab Halliburton overgik også markedets forventninger med sine regnskabstal for tredje kvartal.

Omsætningen blev opgjort til 5,4 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sigtet efter et salg på 5,34 mia. dollar.

Samtidig blev indtjeningen per aktie af de fortsættende aktiviteter på 0,42 dollar mod ventet 0,38 dollar af analytikerne.

Det til trods falder aktien 0,9 pct. fra start.

Derimod stiger Kimberly-Clark med 1,4 pct. efter sit regnskab, som bød på en justeret indtjening per aktie på 1,60 dollar mod ventet 1,54 dollar af analytikerne.

/ritzau/FINANS