Aktier: Grundlæggende positiv stemning efter torsdagsdyk

Der er grundlæggende en god stemning på det danske aktiemarked på ugens sidste handelsdag, hvor aktierne i NKT og WDH ligger i front begge dog uden selskabsspecifikt nyt.

Foto: LEHTIKUVA. Der er grundlæggende en god stemning på det danske aktiemarked på ugens sidste handelsdag, hvor aktierne i NKT og WDH ligger i front begge dog uden selskabsspecifikt nyt.
Læs mere
Fold sammen

NKT stiger 2,8 pct. til 261,20 kr. og WDH 2,5 pct. til 190 kr.

»Ser man lige bort fra torsdag, hvor markedet havde den ringeste dag i år, så har stemningen på det danske aktiemarked grundlæggende været god i januar og i dag, fredag, kører markedet videre på den positive trend,« siger chefaktiehandler Mads Zink fra Danske Bank til Ritzau Finans.

Det toneangivende danske aktieindeks, C25, ligger fredag middag 0,8 pct. højere i indeks 1150,80. Sidste fredag lå indekset i 1162,38. Indekset i år er steget 0,5 pct.

Analytikerne har haft Nordea under behandling efter storbankens regnskab torsdag. Flere har sænket kurmålet, blandt andet amerikanske JPMorgan, SHB og DNB.

Nordea-aktien indhenter dog en lille del af torsdagens fald på 4 pct., da aktien stiger 0,6 pct. til 73,36 kr.

Vestas har det meste af formiddagen ligget i rødt, men ved middagstid er den kommet op i grønt med en stigning på 0,6 pct. til 408,40 kr.

»Det virkede underligt, at aktien skulle falde, efter at tal for markedsandelen i USA var blevet korrigeret,« siger Mads Zink. Torsdag blev det oplyst at GE var større end Vestas i USA, hvilket undrede ham. Fredag viste det sig, at tallene var fejlagtige, og Vestas er stadig størst i USA med en markedsandel på 36 pct.

Mærsk-aktierne har haft en god uge på ryggen af nyheder om muligt salg af Drilling og fortjeneste på aktierne i Total, og fredag slutter den det positive nyhedsflow af med positivt ratenyt. B-aktien i rederiet stiger 0,5 til 11.460 kr. Fredag i sidste uge kostede aktien 10.965 kr.

Topdanmark steg voldsomt efter torsdagens regnskab, hvor der var medvind overalt og udbyttet overraskede positivt, men fredag falder aktien 5 pct. til 294,60 kr. Sydbank og SEB har på ryggen af de gode regnskabstal - og torsdagens kursstigning på 8,9 pct. til rekordkurs - sænket anbefalingen af Topdanmark-aktien, mens flere har løftet kurmålet.

Medicinalgiganten Novo Nordisk har fået hævet kursmålet til 387 kr. fra 350 kr. af Nordea. Novo Nordisk stiger 1,3 pct. til 3468,15 kr.