Aktier: Grønne markeder trods optrapning af handelskrig

De amerikanske aktiemarkeder starter den første dag i juni i grønt.

Læs mere
Fold sammen

De ledende aktieindeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, stiger henholdsvis 0,7 pct., 0,8 pct. og 0,6 pct. umiddelbart efter åbning.

Torsdag tabte indeksene op til 1,0 pct., da Trump-regeringen kom med meldingen om nye toldsatser på import af blandt andet stål og aluminium fra EU, fra Canada og fra Mexico.

Fredag er investorerne så stået op til en positiv overraskelse i tallene for jobskabelsen udenfor landbruget i maj. Der blev skabt 223.000 personer i maj, og det var flere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 190.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

- Jobskabelsen i maj kommer i forlængelse af et par flade måneder med skuffende jobskabelse i omegnen af 150.000. Vi vurderer dog, at vejreffekter var en delvis forklaring herpå. Det amerikanske vejrbureau, NOAA, meldte om rekordlave temperaturer og snefald i store dele af de nordøstlige stater i marts og april. Det har påvirket jobskabelsen negativt. Det er derfor ikke overraskende, vi ser et rebound i maj, lyder det fra Klaus Dalsgaard, der er chefstrateg i Nykredit.

I samme omgang blev tallet for april revideret til 159.000 fra den tidligere opgørelse på 164.000 job skabt uden for landbruget.

Apple stiger 0,6 pct. i de første handler til 187,95 dollar. Selskabet har fået sit kurmål hævet med 20 dollar til 210 dollar af UBS.

Det er blandt andet ventet, at salget af iPhones vil stige, da forbrugerundersøgelser viser, at mere end 40 pct. har planer om at købe en iPhone X, skriver Bloomberg News.

Og så falder Abercrombie & Fitch med 9,2 pct. til 21,68 dollar, efter at selskabet er kommet med regnskab for første kvartal. Faldet kommer på trods af, at regnskabet slog analytikernes forventninger med en salgsvækst i butikker der har været åbne i 12 måneder på 5 pct. i første kvartal mod ventede 4,1 pct. ifølge Bloomberg News.

For hele året ser selskabet en vækst på 2-4 pct., mens markedets forventninger var 2 pct.

Resultatet var dog fortsat et underskud - på 56 cent per aktie. Men det var mindre end det ventede underskud blandt analytikerne på 77 cent. Estimaterne lå i intervallet fra et underskud på 54 cent til 92 cent.

/ritzau/FINANS