Aktier: Grønne banker og forsyningsselskaber hindrede ikke fald

Stemningen på de europæiske aktiemarkeder var det meste af onsdagen noget bedre, end tilfældet var for det danske marked isoleret set.

Alligevel endte det med små fald over stort set hele linjen efter et dyk helt mod slutningen af dagen. Tilbagegangen var da også mindre end på det danske marked.

FTSE 100-indekset i London faldt ganske vist 0,6 pct., men CAC 40 i Paris nøjedes med et dyk på 0,1 pct., og det tyske DAX-indeks faldt 0,2 pct. Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt marginalt med 0,04 pct.

På selskabssiden var der fokus til banksektoren, efter at Spaniens fjerdestørste bank, Banco Popular, blev overtaget af landsmændene fra Banco Santander for blot 1 euro.

Banco Popular var tæt på at gå under ifølge ECB, og derfor har EU's Single Resolution Board godkendt overtagelsen.

Banksektoren under Stoxx 600-indekset steg 0,7 pct. i lettelse over, at et krak synes undgået.

Energiselskaberne var også i god gænge onsdag, efter at de tyske elselskaber med atomkraftværker har scoret milliarder i en retssag.

Eon, RWE og andre tyske forsyningsselskaber har fået medhold i den tyske højesteret og står til at få 6,3 mia. euro (knap 47 mia. kr.) tilbage, som de har betalt i en særlig skat på brændstof til atomenergi i årene 2011-2016.

Eon steg 5,1 pct. til 8,46 euro, mens RWE steg med 5,3 pct. til 19,51 euro. Samlet steg forsyningssektoren under Stoxx 600-indekset med 0,4 pct.

/ritzau/FINANS