Aktier: Græske banker lader stærkt op til krisemøde

Efter lidt af en nedtur mandag til de europæiske aktier - og især de græske - ser det ved middagstid tirsdag noget mere muntert ud over størstedelen af kontinentet, hvor det paneuropæiske Europa Stoxx 600-indeks hæver sig 0,7 pct.

Der har ellers været en del usikkerhed omkring, hvorvidt Grækenland får en ny aftale på plads med eurozonen om landets eksisterende redningspakke.

Onsdag skal den græske finansminister, Yanis Varoufakis, mødes med sine kolleger fra de 18 andre eurolande til et krisemøde i Bruxelles. Fra Tyskland har kansler Angela Merkel allerede vist en beskeden vilje i forhold til at indgå et kompromis med nogle af de græske betingelser, der blandt andet går på at forhandle en midlertidig likviditetspakke for de kommende måneder på plads.

- På den helt korte bane ligner Grækenland og Tyskland mest af alt to biler, der lige nu kører mod hinanden i høj fart, vurderer chefstrateg Thomas Haerter fra Swisscanto Asset Management i Zürich ifølge Bloomberg News.

- Der vil ikke ske fremskridt tirsdag, og bevægelserne i markedet er kun i småtingsafdelingen, indtil vi får ny, uventet information, tilføjer chefstrategen.

Inden onsdagens møde stiger det toneangivende græske ASE-indeks med 1,7 pct. ved middagstid tirsdag efter at være lukket 4,8 pct. lavere mandag.

Blandt de græske aktier er det især bankerne, som indhenter lidt af det forsømte efter en turbulent periode. Piraeus Bank og Eurobank Ergasias stiger med henholdsvis 11,7 pct. og 9,8 pct.

I resten af Europa bliver selskaber inden for olie- og gasindustrien berørt af et fald i oliepriserne. Faldet er det første i en periode
over fire dage, hvor priserne ellers kortvarigt havde toppet med knap 60 dollar per tønde for den europæiske oliekvalitet, Brent.

De faldende oliepriser får blandt andre Royal Dutch Shell og BP til at tage en dukkert, hvor førstnævnte falder 0,7 pct. og sidstnævnte 1,5 pct.