Aktier: Græske banker er ramt af tumult

Det går lidt nedad bakke for aktierne i Europa og markant nedad for græske aktier. Sådan er situationen tidligt onsdag eftermiddag, hvor der atter er opstået bekymring over, om landets nye regering vil forsøge at udfordre de økonomiske aftaler med EU.

Blandt andet skriver Financial Times, at Grækenlands nye premierminister, Alexis Tsipras, har sagt til sit nye hold af ministre, at de ikke må skuffe vælgerne, der gav dem et mandat. Tsipras beskrives desuden som ganske barsk i sine udmeldinger om vilkårene i Grækenlands redningspakke.

Det toneangivende græske aktieindeks falder onsdag med næsten 7,6 pct., mens situationen i resten af Europa er noget mere afdæmpet. Stoxx Europa 600 indekset falder bare 0,02 pct.

Renterne på de græske statsobligationer er steget markant i løbet af formiddagen. På det toneangivende tiårige græske papir løber rentestigningen op i 90 basispoint, og renten på den 3-årige græske obligation er steget hele 294 basispoint til 16,63 pct.

De markante kursfald og rentestigninger på græske obligationer, gør ikke overraskende ondt på de landets banker. Piraeus Bank falder mest i Europa med 22,6 pct. efterfulgt af Nationalbank of Greece samt Alpha Bank, der ligger henholdsvis 21 pct. og 19,5 pct. lavere.

Bedst blandt Europas største selskaber går det svenske Electrolux. Selskabet, der blandt andet producerer hårde hvidevarer og støvsugere, stiger mest i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks efter overraskende gode tal for fjerde kvartal af 2014.

Europas største producent af husholdningsapparater havde en vækst i driftsresultatet på 20 pct. til 1,47 mia. svenske kr. Analytikere havde ifølge SME Direkt ventet et driftsresultat på 1,42 mia. svenske kr. ifølge nyhedsbureauet Direkt.

Aktien stiger med 11,7 pct. til 247,70 svenske kr.

Lige efter og næstbedste blandt de største europæiske aktier følger Nordea. Den pannordiske bank stiger 6,6 pct. til 82,35 kr. på børsen i København. Nettoresultatet var bedre end ventet i fjerde kvartal, og det samme er udbyttet, som foreslås til aktionærerne.

Også danske Tryg ligger i top ti i Stoxx Europa 600-indekset. Forsikringsaktien stiger 3,6 pct. efter et stærkt årsregnskab.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk