Aktier: Græsk håb sender S&P 500-indeks nær rekord

Stigningerne fortsætter tirsdag på det amerikanske aktiemarked, hvor fremgangen dog er mere afdæmpet end i Europa.

Optimismen i forhold til en løsning på Grækenlands gældsproblemer har dog også fundet vej over Atlanten.

De tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq Composite og Dow Jones stiger alle i størrelsesordenen 0,2 pct., og det brede S&P 500-indeks er dermed atter inden for rækkevidde af lukkerekorden på 2130,82 fra den 21. maj. Tirsdag ligger S&P 500-indekset i 2126,01 efter få minutters handel.

Transocean stiger lige over 1 pct. fra åbningen, efter at borerigselskabet har meldt om nye kontrakter til en værdi af 109 mio. dollar.

Der er desuden fremdrift i AT&T. En opjusteret anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" hos Barclays har sendt tele- og bredbåndsaktien 2,1 pct. højere.

Konglomeratet 3M, der er kendt for de gule huskesedler, stiger med 0,6 pct. 3M indlemmer Capital Safety, der laver sikkerhedsudstyr til blandt andet byggeriet og olie- og gasindustrien, i sit imperium. Det sker via en aftale med den tidligere ejer, kapitalfonden KKR, om køb af selskabet for 2,5 mia. dollar.

Blackberry falder 0,7 pct. fra åbningen efter et lidt skuffende regnskab for første kvartal af 2015/16. Den canadiske smartphoneproducents omsætning landede på 658 mio. amerikanske dollar mod ventet 680 mio. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg. På bundlinjen tabte Blackberry 28 mio. dollar, eller 5 cent per aktie, en smule mere end de 4 cent per aktie, der var forudset i underskud.