Aktier: Godt nyt hjalp ikke GN på negativ børsdag

Læs mere
Fold sammen

Man skulle næsten bruge lup torsdag for at finde de positive reguleringer i C20. Også nyheder blandt de store selskaber var en mangelvare - lidt nyt om høreapparatmarkedet i USA til glæde for GN og en serviceordre til Vestas var torsdagens C20-højdepunkter. Markedet var negativt, nyhedsfattigt og usikkert.

- Vi er inde i en fase, hvor vi kigger på makroøkonomi. Hvor usikkerheden er stor. Det vil vare frem mod 17. september, hvor den amerikanske centralbank kommer med en rentemelding, vurderer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Han understreger, at markedet skal have sikkerhed - usikkerhed er gift for markedet.

Torsdag endte det danske C20-Cap-indeks med et fald på 0,5 pct. i 985,31.

Trods den gældende usikkerhed er afdelingschefen fortsat overbevist om en kursmæssig positiv afslutning på 2015, men den næste uges tid er det nok bedst at stå på sidlinien med nogle kontanter på lommen, erkender han.

Da handelen lukkede var fire aktier i plus - Genmab, Jyske Bank, Christian Hansen og Coloplast. Alle leverede stigninger på fra 0,1-0,5 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.

Godt nyt til GN Store Nord fra USA hjalp ikke kursen, der satte sig 0,7 pct. til 117,10 kr.

Selskabets hørepparatdivision, GN Resound, noterede yderligere fremgang i markedsandelen i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i august, viser en opgørelse fra finanshuset Sanford C. Bernstein. GN Resound har nu lagt mere end 10 pct.point til sin markedsandel i segmentet siden indgangen til sidste år.

Vestas faldt beskedent og nød blandt andet godt af en serviceordre på 102 MW til USA. Aktien sluttede 0,1 pct. lavere i 357,80 kr.

Den opmærksomhed, som Mærsk-aktierne fik efter onsdagens kapitalmarkedsdag, kunne ikke ses på kurserne torsdag, hvor A.P. Møller-Mærsk B faldt 1,7 pct. til 11.060 kr. Onsdag steg den dog 3,1 pct.

Selv om der ikke kom markante nyheder frem på dagen, så vurderede Michael Borre, senioraktierådgiver i Nordea, at de nyheder der var, helt klart var til den positive side.

Onsdagens kursmedvind til FLSmidth på 1,2 pct. fra en russisk ordre til en værdi af 600 mio. kr. var glemt igen, og den overordnede frygt for indtjeningen og udviklingen i råvareselskaberne, der er koncernens kunder, tyngede.

FLSmidth faldt 2,2 pct. til 240,50 kr.

Novo Nordisk satte sig 0,4 pct. til 374,80 kr. Medicinalkoncernen har fået sænket sit kursmål af finanshuset Jefferies til 410 kr. fra 440 kr. Børshuset ser dog 80 pct. sandsynlighed for, at den amerikanske lægemiddelstyrelse vælger at godkende Novo s nye langtidsvirkende insulin, Tresiba, omkring 1. oktober.

Den franske storbank Société Générale er derimod fortsat skeptisk over for Novo-aktien inden den ventede lancering af Tresiba i USA. Salget af Tresiba vil nemlig skuffe, vurderer Société Générale, som fastholder anbefalingen "sælg", og skærer kursmålet for Novo -aktien til 320 kr. fra 350 kr.

Uden for C20 var der ikke opdrift til SAS-aktien, der ellers fik belønning fra Swedbank for tirsdagens regnskab. Den svenske storbank løftede anbefalingen til "neutral" fra tidligere "reducer". SAS fløj 2,5 pct. højere til 12,5 kr. i København.

Opdrift var der derimod til Arkil, der steg 4,2 pct. til 1277 kr. År til dato er aktien steget godt over 50 pct.

Arkil offentliggjorde nye ordrer for Banedanmark, Aarhus Vand, Energinet.dk og Sønderborg Kommune. De offentliggjorte ordrer løber i flere tilfælde op i trecifrede millionbeløb, oplyser selskabet, men de giver ikke anledning til ændringer i det nuværende regnskabsår.

Harboes Bryggeri leverede tal for bryggeriets første kvartal af det forskudte regnskabsår 2015/16. Harboes steg 1,5 pct. til 102 kr.

Københavns Lufthavne steg 0,8 pct. til 3595 kr. efter passagertal for august.

Den forholdsvis kolde og våde sommer fik gang i trafikken i Københavns Lufthavn. I august steg antallet af passagerer med 5,5 pct. til 2.575.957, der rejste fra eller via lufthavnen. Og samlet får det nu sommeren 2015 til at indgå i lufthavnens rekordbog som den bedste med 7,8 mio. passagerer i de tre sommermåneder.

I juni, juli og august blev der sluset 275.000 flere passagerer gennem lufthavnen end i fjor. Det svarer til en stigning på 3,6 pct.