Aktier: GN og Nordea i front for afdæmpet negativ start på ugen

Ugen starter med små udsving men en svagt negativ undertone på den danske børs, hvor GN og Nordea er de mest stigende aktier i de første handelsminutter, mens Genmab ligger i bunden.

Arkivfoto. Ugen starter med små udsving men en svagt negativ undertone på den danske børs, hvor GN og Nordea er de mest stigende aktier i de første handelsminutter, mens Genmab ligger i bunden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Generelt bærer markedet præg af en sommerperiode med lav aktivitet, og ikke en eneste C20-aktie bevæger sig mere end 0,7 pct. Samlet falder indekset 0,1 pct. til 1167,43.

I løbet af mandagen kan stemningen blive påvirket af de mange foreløbige PMI-indeks, der offentliggøres for både servicesektoren og industrien i diverse europæiske økonomier samt i USA. Mødet i olieorganisationen Opec, og dets potentielle effekt på olieprisen, vil der også blive holdt øje med.

GN Store Nord-aktien topper C20 efter gunstig analytikeromtale, da schweiziske UBS har hævet kursmålet for høreapparatsaktien. Det løftes til 186 kr. fra 171 kr. og er dermed nu ret tæt på den aktuelle kurs, da GN-aktien stiger 0,7 pct. til 190,20 kr. Anbefalingen er fortsat »hold«, viser data fra Bloomberg.

Med i toppen ligger Nordea og FLSmidth, som tager revanche efter at have været i den kedelige ende af markedet i slutningen af sidste uge. Begge aktier stiger knap 0,5 pct.

Carlsberg er i fokus efter en analyse fra Berenberg, der har kigget nærmere på bryggeribranchen. Carlsberg gør sig fortsat kun fortjent til anbefalingen »hold« hos den tyske bank, der dog sætter et nyt kursmål på 652 kr. mod tidligere 577 kr.

Berenberg fastholder i analysen også anbefalingen »hold« af Heineken, mens Anheuser-Busch Inbev stadig foretrækkes med anbefalingen »køb«. Berenberg kigger især i analysen på det vietnamesiske marked, hvor to væsentlige aktieposter i bryggerierne Sabeco og det mindre Habeco snart kommer i spil. Carlsberg er allerede delejer af sidstnævnte.

Carlsberg-aktien åbner 0,2 pct. lavere i 688 kr.

Nederst i C20 Cap starter Genmab dagen med et fald på 0,6 pct. til 1429 kr.

Den europæiske luftfartsindustri var i negativt fokus sidste uge takket være lidt svage regnskabstal fra Deutsche Lufthansa og Easyjet. Mandag har Ryanair fulgt trop med et kvartalsregnskab, hvor overskuddet og passagertrafikken var stigende, men hvor der fortsat advares om pres på billetpriserne. Det kan påvirke aktien i SAS, der torsdag og fredag faldt samlet 4,3 pct. og mandag morgen fortsætter nedad med et fald på 1,3 pct. til 15,20 kr.

Nets stiger til gengæld 0,5 pct. til 150,50 kr., efter at Deutsche Bank ifølge Reuters har hævet kursmålet for aktien til 175 kr.

Mandagens kalender er tom for danske regnskaber, mens der tirsdag kommer tal fra islandske Össur, der også er noteret i København.