Aktier: GN får løft i generelt let rødt marked

GN Store Nord ligger øverst i C20 ved handelsstart mandag morgen, hvor det samlede danske eliteindeks dog indleder ugen med et beskedent fald.

Læs mere
Fold sammen

C20 Cap-indekset ligger omkring 20 minutter efter børsåbningen 0,4 pct. lavere i indeks 1024,69, efter at det fredag lukkede med en lille stigning.

Hårdest ramt mandag morgen er Pandora - dog uden selskabsspecifikke nyheder. Smykkeselskabets aktie falder med 3,4 pct. til 866,00 kr. i den tidlige handel.

På selskabsnyhedssiden er der generelt relativt stille mandag morgen, hvor der i løbet af dagen ikke bliver præsenteret regnskab fra et eneste dansk selskab. Det gør der til gengæld fra flere udenlandske, hvoraf enkelte kan have interesse for nogle af de danske firmaer - det kunne eksempelvis være tilfældet for DSV, hvor TNT Express fremlægger regnskab for andet kvartal.

Samtidig mener mediet Finans at vide, at omkring seks måneder efter, at DSV foretog selskabets største opkøb nogensinde, gør transportfirmaet klar til det næste.

DSV overtog amerikanske UTI Worldwide for 9 mia. kr. for omkring et halvt år siden, og selskabets topledelse gør nu klar til at se på nye muligheder allerede fra omkring nytår.

DSV-aktien indleder mandagens handel med et lille fald på 0,1 pct. til 286,50 kr.

DNB SER PÅ C20-SELSKABER

GN Store Nord har fået løftet anbefalingen af det norske finanshus DNB til ?køb? fra tidligere ?sælg?, ligesom kursmålet er hævet til 145 kr. fra 125 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

GN-aktien stiger med 0,9 pct. til 122,70 kr. og er dermed eliteindeksets mest stigende.

Samme finanshus er til gengæld blevet mere afmålt over for C20-kollegaen Lundbecks aktie. Anbefalingen er sænket til "hold" fra "køb", selv om kursmålet er skruet op til 290 kr. fra 270 kr. ifølge Bloomberg News.

Aktien i Lundbeck er blandt de eliteaktier, der er løbet stærkest i år, med en samlet kursstigning på 14,9 pct. siden årsskiftet.

Lundbeck-aktien falder 0,3 pct. til 269,60 kr.

NOVO PRÆSENTERER DATA

Novo Nordisk vil i løbet af mandagen præsentere data på en konference om blødersygdomme i Florida.

Området udgør dog en meget lille del af den samlede omsætning hos medicinalgiganten, hvis primære indtægtskilde er diabetesmidler.

Novo-aktien løftes med 0,5 pct. til 377,00 kr.

Det britiske finanshus Barclays vurderer i et notat, at ISS tilbyder investorerne den mest investeringscase blandt europæiske outsourcingselskaber, skriver Bloomberg News. ISS-aktien får af Barclays gentaget anbefalingen "overvægt" og kursmålet på 280 kr. med på vejen.

ISS-aktien hæves 0,2 pct. til 256,30 kr.

NYE ANBEFALINGER AF G4S

Blandt sidepapirerne har G4S fået sænket anbefalingen af samme britiske storbank til ?undervægt? fra tidligere ?ligevægt?. Derudover er kursmålet sænket til 14,24 kr. fra 18,81 kr.

Desuden har den canadiske storbank Royal Bank of Canada hævet anbefalingen af G4S til ?sector perform? fra tidligere ?underperform?, mens kursmålet er uændret 15,13 kr. ifølge Bloomberg News.

G4S-aktien går 1,2 pct. frem til 16,61 kr.

Selv om Ryanair ikke er direkte konkurrent til SAS, kan det være interessant at notere sig, at lavprisflyselskabet har leveret et skuffende regnskab og samtidig meddeler, at det ser lavere rejselyst oven på brexit.

SAS-aktien ligger uændret i 12,90 kr.