Aktier: Glade toner fra Twitter og jobmarkedet

En positiv amerikansk jobrapport har torsdag sendt futures til vejrs, og det tegner derfor til stigninger, når det amerikanske aktiemarked indleder børshandelen.

Twitter vil efter alt at dømme blive blandt de højest flyvende aktier.

Det sociale medie leverede gode regnskabstal sent torsdag efter amerikansk børslukketid, og det har sendt aktien 11,5 pct. højere i formarkedet. Twitter leverede et justeret resultat per aktie på 0,12 dollar i fjerde kvartal, eller dobbelt så meget som ventet af analytikerne ifølge Bloomberg News.

Twitters prognose for 2015 lød på et overskud i størrelsesordenen 2,30-2,35 dollar per aktie mod konsensus på 2,29 dollar.

Det underliggende marked ligger til at indlede fredagens handel 0,4 pct. højere målt på det brede S&P 500-indeks. Futuren på det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger med 0,3 pct.

Det var gode jobtal for januar, der løftede de amerikanske aktier kl. 14.30.

Beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 257.000 personer i januar, eller noget mere end de 228.000 personer, som økonomerne havde forudset ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 267.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 222.000.

Samlet steg arbejdsløsheden dog til 5,7 pct. fra 5,6 pct. Økonomerne havde ventet en uændret arbejdsløshed på 5,6 pct.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk