Aktier: Gileads milliardbud sender biotekaktie 30 pct. i vejret

Læs mere
Fold sammen

. Det amerikanske aktiemarked åbner i grønt mandag, hvor der er fokus på medicinalselskabet Gilead, som har kastet et tocifret milliardbeløb efter biotekselskabet Kite Pharma.

De tre toneangivende aktieindeks i USA, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, stiger alle 0,2 pct. fra start.

Gilead har mandag annonceret opkøbet af selskabet Kite Pharma, der udvikler kræftmedicin. Prisen lyder på 180 dollar per aktie, og den samlede sum er 11,9 mia. dollar.

Kite Pharma-aktien stiger 29 pct. fra start til 179,50 dollar, og dermed svarer stigningen nogenlunde til den præmie, Gilead har måttet betale for at kunne nå til enighed med bestyrelsen hos Kite Pharma. Gilead-aktien stiger 1,1 pct.

Bag sig har investorerne weekendens orkan i Texas kaldet Harvey, der ifølge flere medier kan ende med at blive en af de dyreste naturkatastrofer i USA's historie.

- Selv om den fulde effekt af stormens skader fortsat mangler at blive opgjort, så forventer markederne, at det vil kunne mærkes globalt og påvirke energimarkederne i flere uger, skriver finanshuset Fxpro i en kommentar ifølge Marketwatch.

Stormen har blandt andet ramt flere raffinaderier, hvilket har sendt benzinprisen mod det højeste niveau i to år. Flere energiselskaber åbner i grønt mandag - herunder Freeport Mcmoran, der stiger 1,3 pct.

Derudover er der fokus på flere supermarkedskæder. Internetgiganten Amazon købte tidligere i år supermarkedskæden Whole Foods og varslede i sidste uge, at det vil øge konkurrencen med lavere priser.

Mandag er handlen til omkring 100 mia. kr. faldet på plads, og priserne er blevet sænket op mod 43 pct. i flere Whole Foods-butikker, skriver Bloomberg News.

Dagligvarekoncernen Kroger dykker omkring 1,8 pct. fra start, mens Walmart og Target falder 0,6 pct. Amazon-aktien ligger tæt på uændret.

/ritzau/FINANS