Aktier: Genmab trækker op i stille åbning

Foto: Genmab-PR Lars Møller.
Læs mere
Fold sammen

Åbningen på det danske aktiemarked torsdag føres an af Genmab, der stiger 1,2 pct., mens bunden indtages af Jyske Bank der falder 0,9 pct. Det danske eliteindeks, C25, falder 0,1 pct. til indeksniveau 1123,58.

En svækket dollar kan ramme sværvægteren Novo Nordisk og andre store eksportvirksomheder og trække det samlede marked ned.

Effekten af det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor renten som ventet blev hævet 0,25 procentpoint vurderes ellers at blive moderat, idet meldingerne fra centralbanken var lidt mindre aggressive end forventet, hvilket opvejes af en svækket dollar, der rammer eksportvirksomhederne.

I USA sluttede aktierne med mindre kursfald onsdag efter en ganske volatil handelssession. Slutniveauet var lavere, end da de danske handlere gik hjem.

De asiatiske aktier har reageret blandet med stigende japanske aktier, da markedet her skal indhente udvikingen efter onsdagens helligdag, mens de kinesiske og mange andre markeder falder.

De amerikanske futures ligger blandet torsdag morgen med små udsving tæt på nul.

NOVO NORDISK RAMMES

Novo Nordisk vil være en af de danske virksomheder, der kan blive ramt forholdsvis hårdt af en svækket dollar. Samtidig vil investorerne holde øje med meldinger fra dagens generalforsamling, der i lighed med sidste år ikke længere er en dans på roser.

Novo Nordisk falder efter kort tids handel 0,4 pct. til 303,6 kr.

Også William Demant og NKT er klar med årets generalforsamlinger torsdag. William Demant falder torsdag morgen 0,7 pct. til 233,2 kr., mens NKT falder 0,5 pct. til 202 kr.

FLSmidth har fået nyt fra den tyske cementgigant Heidelbergcement, der var klar med regnskab for fjerde kvartal torsdag morgen, hvor det tyske selskab forventer en moderat salgsvækst i 2018. Også det statsejede byggematerialeselskab China National kommer med regnskabstal for fjerde kvartal.

FLSmidth falder 0,4 pct til 397,5 kr.

Den schweiziske storbank UBS har igen købt op i det danske teleselskab TDC og sidder nu på 11,38 pct. af aktierne og de samlede stemmerettigheder.

TDC er på vej mod udgangsdøren på børsen efter et overtagelsestilbud på 50,25 kr. per aktie fra tre danske pensionskasser og australske Macquarie.

TDC-aktien ligger uændret i 49,7 kr.

REGNSKABER PÅ VEJ

Arkil er klar med regnskab for fjerde kvartal torsdag. Selskabet forventer i 2017 at opnå en omsætning i niveauet 3100 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 120-150 mio. kr.

Arkil-aktien er endnu ikke handlet.

Også Bording fremlægger regnskab for 2017. F.E. Bording har ventet en omsætning på 640 mio. kr. og et EBITDA-overskud på omkring 35 mio. kr.

Aktien er heller ikke handlet.

Malervarekoncernen Flügger offentliggør regnskab for det forskudte tredje kvartal. Koncernen venter i hele regnskabsåret 2017/2018 en omsætning på niveau med året før, hvor den blev 1849 mio. kr., og med en driftsmargin (EBIT) på 2-3 pct.

Flügger faldt onsdag 1,2 pct. og ligger uændret fra morgenstunden.

Der er ligeledes regnskaber fra SP Group, SIF og TK Development i dagens løb. De respektive aktier udvikler sig fra morgenstunden henholdsvis med en uændret SP Group- og SIF-aktie, mens TKD stiger 1,8 pct. til 6,9 kr.

Der går udbytte fra i Møns Bank på 2 kr. per aktie, mens Lollands Banks aktionærer kan se frem til at på 5 kr. i kassen. Møns Bank-aktien stiger 0,5 pct., mens aktien i Lollands Bank ikke er handlet endnu.

Kreditbanken giver 30 kr. i udbytte, og Nordfyns Bank betaler det halve, 15 kr. Ingen af aktierne er endnu handlet.