Aktier: Genmab stormer frem i rødt marked

Der er røde tal over det meste af linjen i det danske eliteindeks, C20 Cap, fra morgenstunden torsdag, hvor Genmab-aktien dog stormer frem i et negativt marked.

Foto: Erik Refner. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Samlet set åbner det danske C20 Cap 0,3 pct. lavere i 1001,36 torsdag, efter at de danske værdipapirer oplevede pæne stigninger onsdag.

Aktien i det danske biotekselskab Genmab stiger 3,9 pct. til 892 kr. ved børsåbningen i kølvandet af, at selskabet onsdag aften meddelte, at virksomhedens kræftmiddel Darzalex fortsat viser gode resultater i behandlingen af knoglemarvskræft. I et afsluttende fase 3-studie nåede Darzalex det primære endemål allerede i forbindelse med en midtvejsanalyse udført af studiets afhængige dataovervågningskomité, som holder øje med, at alt forløber som det skal. Topchef Jan van de Winkel kalder resultatet for et "home run".

Omvendt oplever Vestats-aktien et fald på 1,3 pct. til 464,30 kr., efter at den torsdag handler uden rettet til udbyttet for 2015 på 6,82 kr. per aktie. Onsdag steg aktien på trods af, at Børsen skrev, at tyske skattemyndigheder har ransaget vindmølleproducentens kontorer i Tyskland, da man mistænker selskabet for skatteunddragelse, hvilket er blevet afvist af Vestas selv.

Uden for eliteindekset fragår der desuden udbytte i Grønlandsbanken på 55 kr. per aktie, mens Banknordik-aktien også handles uden retten til udbytte på 2 kr. per aktie. Grønlandsbanken åbner med et fald på 6,1 pct. i 603 kr., mens Banknordik ikke handles fra start.

Torsdag morgen offentliggjorde NKT i en fondsbørsmeddelelse, at NKT Photonics køber Fianium, der fremstiller ultrahurtige- og superkontinuum fiberlasere og har en stærk position i USA, for 21 mio. pund. Transaktionen ventes gennemført med effekt fra i dag. NKT-aktien åbner 0,4 pct. højere i 374,30 kr.

Der er også flere regnskaber på programmet blandt selskaber uden for C20 Cap-indekset. Roblon fremlægger regnskab for første kvartal, og selskabet venter i 2015/2016 en omsætning i niveauet 250 mio. kr. og et resultat før skat på 25 mio. kr. Aktien er ikke handlet fra morgenstunden.

Victoria Properties er klar med regnskabstallene for fjerde kvartal, og ejendomsselskabet venter et nettoresultat efter eftergivelse af skat på 0 euro. Aktien handledes uændret efter børsåbningen.

Også Nunamineral, som er i betalingsstandsning, fremlægger regnskab for fjerde kvartal torsdag, og selskabet venter et underskud på 85 mio. kr.

Bilforhandleren Andersen og Martini ligger uændret torsdag. Selskabet venter, at dagens årsregnskab for 2015 viser et årsresultat på mellem 2-5 mio. kr.

/ritzau/FINANS