Aktier: Genmab og Vestas lyser op i positivt marked

Stigningerne er i overtal på det danske aktiemarked tirsdag, hvor blandt andre Genmab og Vestas har hjulpet C20 Cap-indekset til at krydse over 1000-niveauet.

Læs mere
Fold sammen

Efter 10 minutters handel ligger C20 Cap i 1009,26, svarende til en stigning på 1,1 pct. fra mandag.

Samtlige C20 Cap-aktier tager del i festen, hvor Genmab er en foreløbig topscorer efter en stigning på 1,5 pct. til 570 kr.

Biotekselskabet har indgået et partnersamarbejde med tyske Biontech om udvikling og kommercialisering af kræftlægemidler. Som led i aftalen lægger Genmab en forudbetaling på 10 mio. dollar og yderligere kortfristede betalinger på op til 5 mio. dollar, såfremt bestemte af Biontechs aktiver udvælges til videre udvikling.

- Jeg tror ikke, at det er noget, der vil få særlig stor opmærksomhed. Men det kommer dagen før Johnson & Johnsons investordag, hvor vi venter, at der vil komme fokus på Daratumumab, der er Genmabs flagskibsprodukt under udvikling, siger senior aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger, der ser mulighed for, at investorer vil positionere sig i Genmab op til partnerens kapitalmarkedsdag.

Der er fra åbningen tillige opmærksomhed om Vestas, der stiger 1,5 pct. til 337,50 kr. efter et løftet kursmål fra den britiske storbank HSBC. Den britiske storbank HSBC ser nu mulighed for kurs 365 kr. mod tidligere 340 kr. Anbefalingen er fortsat ”køb”.

Vestas, der gik til tops i C20 Cap mandag efter en stigning på 1,9 pct. til 332,70 kr., vil desuden være nyhedsaktuel i forbindelse med en vindmøllekonference i Orlando, Florida.

Vestas har historisk travlt på det nordamerikanske marked, og har kørt sig i stilling til højt aktivitetsniveau også til næste år.

- Vi venter, at det amerikanske marked vil fortsætte med at være stærkt ind i 2016, siger vindmøllekoncernens kommunikationschef Michael Zarin under vindmøllekonferencen til Ritzau Finans.

Mens der var mindre at lave for Maersk Lines containerskibe i første kvartal, havde konkurrenten i CMA CGM noget mere travlt. Det franske containerrederi, der er verdens tredjestørste efter Maersk Line og MSC, øgede sine volumener med 10,5 pct. i første kvartal til 3,1 mio. tyvefodscontainere (teu). Til sammenligning faldt Maersk Lines volumen med 1,6 pct. i første kvartal til 4,4 mio. teu.

B-aktien i Mærsk stiger 0,6 pct. til 13.470 kr., hvilket dog blot rækker til en plads som nummer fire fra bunden i C20 Cap.

Nordea, der har fået en bøde i Sverige på 50 mio. svenske kr. for brister i forbindelse med arbejdet, der skal modvirke hvidvaskning af penge, stiger tirsdag morgen med 1,5 pct. til 87,80 kr.

/ritzau/FINANS