Aktier: Genmab og Pandora sendte C20 Cap mod nye højder

En kvartet bestående af Lundbeck, Pandora, Genmab og William Demant vendte det danske aktiemarked på hovedet onsdag, hvor en nedtur fra morgenstunden skiftede til en pæn fremgang for C20 Cap-indekset.

Læs mere
Fold sammen

Det danske eliteindeks steg således 0,8 pct. til 1151,09, hvilket er det højeste niveau nogensinde og lukkerekord nummer 21 i år.

Lundbeck var i fokus med sit regnskab for første kvartal, og medicinalselskabet overraskede aktiemarkedet positivt, da driftsoverskuddet på 1011 mio. kr. overgik forventningerne med 121 mio. kr.

Samtidig opjusterede medicinalselskabet forventningerne til 2017 med 200 mio. kr. på både toplinje og indtjening, så det nu venter en omsætning på 16,5-17,3 mia. kr. og driftsoverskud på 3,6-4,0 mia. kr. Aktien steg 3,2 pct. til 336 kr.

- Det var et pænt regnskab, hvor der var gode takter over hele linjen, og det er en rimelig stigning på den baggrund, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank.

Der var også stor interesse om Genmab-aktien, der onsdag eftermiddag kommer med regnskab for første kvartal, hvor der næppe er de store nyheder i vente. Aktien lukkede 4,4 pct. højere i 1403 kr.

COMEBACK TIL PANDORA

Pandora-aktien, der tirsdag faldt over 6 pct. efter et regnskab med negativ vækst på det vigtige amerikanske marked, fik comeback onsdag med en stigning på 4 pct. til 710 kr.

- Man kan se, at udenlandske investorer er begyndt at vende lidt rundt og er startet på at købe aktien igen. Samtidig skal man også huske på, at langt de fleste analytikere, der dækker aktien, er positive, og det kan også spille ind, siger Ole Kjær Jensen.

Investorerne havde også appetit på William Demant-aktien, der muligvis havde medvind af, at flere banker hævede kursmålet efter tirsdagens periodemeddelelse, som vidnede om en god start på 2017. Aktien steg 3,5 pct. til rekordhøje 168,80 kr.

ISS MED REGNSKAB

ISS var på banen med regnskab for de første tre måneder af 2017, og her fejede servicegiganten forventningerne til side på toplinjen, mens indtjeningen var helt på linje med det ventede. Aktien faldt alligevel 0,6 pct. til 284,30 kr.

Flere banker har haft Vestas-aktien under lup, og både Nykredit og Macquarie har sænket anbefalingen af aktien til "neutral" efter et 2017 med store kursstigninger. Aktien holdt nogenlunde skansen med et lille dyk på 0,1 pct. til 617,50 kr.

ALK-Abelló-aktien tog til gengæld et stort dyk på 5 pct. til 1050 kr., efter at Danske Bank og det norske finanshus ABG Sundal Collier sænkede anbefalingen af aktien til henholdsvis "sælg" og "hold" efter tirsdagens regnskab.

Blandt selskaberne uden for C20 var der en helt bunke regnskaber at forholde sig til.

Rederiet DFDS løftede i første kvartal bundlinjen til 150 mio. kr. fra 143 mio. kr. i samme periode året før. Aktien faldt trods fremgangen 2,3 pct. til 377,20 kr.

BANKER FIK MEDVIND

Sparekassen Sjælland-Fyn kunne via lavere nedskrivninger se overskuddet før skat stige med 24 pct. til 81,5 mio. kr. i første kvartal, og investorerne sendte aktien op med 3,8 pct. til 136 kr.

Djurslands Bank kunne fremvise fremgang på top- og bundlinje, og aktien steg 2,2 pct. til 256,50 kr.

MT Højgaard havde som ventet underskud i årets første tre måneder, der bød på stigende omsætning men et lidt større minus på driften.

Ordreindgangen har desuden været lavere end ventet, og på aktiemarkedet kostede det 2,5 pct. på kursen for Monberg & Thorsen, der ejer knap halvdelen af entreprenørkoncernen.

Euroinvestor nedjusterede forventningerne til 2017, og det gav et kursfald på 5,3 pct. til 10,80 kr.

/ritzau/FINANS