Aktier: Genmab og Novo i front for flot plusdag

Med Genmab som frontfigur havde de danske aktier en rigtig god tirsdag, hvor C20 Cap-indekset - med stigninger i 19 ud af 20 aktier - samlet steg med 1,9 pct. til 1026,90.

Foto: Jan Jørgensen. Biotekvirksomheden Genmab.
Læs mere
Fold sammen

Biotekselskabet Genmab fløj i front med en tocifret kursstigning efter en amerikansk godkendelse af selskabets vigtigste middel, og mere i baggrunden spøgte regnskaber fra en stribe lidt mindre selskaber. Derudover lod handlerne sig også inspirere af en positiv mandag i USA samt store stigninger i de øvrige europæiske indeks tirsdag.

- Vi rider lidt på ryggen af det, der sker ude i Europa, og det, der skete i USA mandag. Samtidig trækker både Genmab og Novo Nordisk pænt op herhjemme, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Hos Genmab blev der skålet i champagne tirsdag, efter at selskabet har fået godkendt kræftmidlet Daratumumab i USA og derfor kan se frem til royaltyindtægter fra partneren Janssen.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkendte mandag aften Daratumumab til behandling af patienter med knoglemarvskræft, og dermed står Janssen klar til at sende midlet, der vil blive markedsført under navnet Darzalex, på det amerikanske marked inden for de kommende to uger.

For Genmab udløser det første kommercielle salg en engangsbetaling på 45 mio. dollar, eller 315 mio. kr., og derfor er forventningerne til 2015 opjusteret med et tilsvarende beløb.

For 2015 ventes der nu en omsætning på 1025-1100 mio. kr. mod tidligere 725-800 mio. kr., mens driftsresultatet ventes at lande i intervallet 625-700 mio. kr. mod tidligere 325-400 mio. kr.

Efterfølgende har både Danske Bank, Nordea og Jyske Bank løftet deres kursmål for Genmab-aktien ganske betragteligt. Allerede mandag satte biotekaktien rekord, men den blev udbygget kraftigt tirsdag, hvor aktien steg med 11,2 pct. til 827,50 kr.

- Vi synes også, at det er positivt nyt, men er lidt overraskede over, at den stiger så meget. Der er sikkert også noget mere positiv markedsstemning over sådan en godkendelse end blot det fundamentale, siger Martin Munk.

Novo Nordisk var med sin stigning på 3,1 pct. til 379,50 kr. også med til at trække de danske aktier op. Det skete uden de store selskabsspecifikke nyheder, men i forventning om positive udmeldinger på torsdagens kapitalmarkedsdag i medicinalselskabet.

- Kapitalmarkedsdagen begynder allerede nu at skabe lidt interesse om aktien. Udsigterne for diabetesmarkedet generelt og prissætningen kommer under lup - måske også prissætningen af Tresiba i USA, vurderer Martin Munk.

Blandt sidepapirerne var der fokus på NNIT, der afleverede sit regnskab for tredje kvartal. Perioden bød på en stigende toplinje, men driften og bundlinjen kunne ikke helt holde trit med omsætningsfremgangen. For hele året blev forventningerne fastholdt.

NNIT omsatte for 633 mio. kr. i tredje kvartal mod 587,1 mio. kr. i samme periode af 2014 - udregnet i faste valutakurser. Driftsresultatet (EBIT) faldt til 62,4 mio. kr. fra 65,3 mio. kr., mens bundlinjen gav et nettooverskud på 50,5 mio. kr. mod 52,6 mio. kr.

Aktien faldt med 0,3 pct. til 162,50 kr.

Tilbage blandt elitepapirerne var der omtale til vindmølleproducenten Vestas i tirsdagens udgave af dagbladet Børsen, der skrev, at det globale analysefirma Make har opjusteret forventningerne til efterspørgslen af vindenergi i USA i 2016. Vestas steg med 1,7 pct. til 434,30 kr.

GN Store Nord steg 2,6 pct. til 131,60 kr. Højesteret afsagde ellers en dom i en skattesag, som ikke faldt ud til GN's fordel. Selskabet havde krævet ret til at fremføre et uudnyttet skattemæssigt underskud i et amerikansk selskab på 965 mio. kr., men det blev - ligesom i landsretten - afvist.

Eneste faldende eliteaktie tirsdag var smykkeselskabet Pandora. Den faldt uden nævneværdige selskabsspecifikke nyheder med 0,5 pct. til 838 kr.

- Pandora har dog haft en god periode efter regnskabet, og det ser ud som om, der tages lidt gevinst ud af den, siger Martin Munk om udviklingen.

Blandt de helt små selskaber var der regnskaber fra Østjydsk Bank og Gabriel Holding på tapetet.

For førstnævnte udløste det et kursfald på 0,9 pct. til 5,30 kr., efter at tallene viste fortsatte tab i tredje kvartal, mens Finanstilsynet finder det nødvendigt at foretage flere nedskrivninger. Den vurdering er Østjydsk Bank dog ikke selv enig i.

Gabriel Holding blev omvendt belønnet med en stigning på 3,9 pct. til 224,50 kr. efter sit årsregnskab for 2014/15. Det viste en klart stigende omsætning og drift, og samtidig stilles aktionærerne et udbytte på 5,50 kr. per aktie i udsigt.