Aktier: Genmab og Mærsk klatrer i smågrønt C20

Genmab og A.P. Møller-Mærsk har lagt sig forrest i onsdagens C20-indeks, der ellers byder på relativt marginale stigninger.

Aktiemarkedet generelt starter også dagen afdæmpet forud for aftenens vigtige amerikanske rentemeddelelse, men uden for eliteindekset er der dog et pænt løft til Bavarian Nordic efter selskabets årsregnskab.

C20 Cap stiger efter 15 minuters handel med 0,1 pct. til 1077,87.

Rentemødet i USA's centralbank, Federal Reserve, tager generelt meget af opmærksomheden på finansmarkederne. Beslutningerne fra Janet Yellen og resten af centralbankcheferne - hvor der er ventet en renteforhøjelse men tvivl om rentebanen derefter - kommer først efter dansk lukketid.

Inden da er biotekselskaberne blandt hovedattraktionerne herhjemme takket være positiv avisomtale af Genmab samt regnskaber fra både Zealand Pharma, Bavarian Nordic og Bioporto i dagens løb.

Genmab har været flyvende i det seneste års tid og steg tirsdag til rekorden 1443 kr. Onsdag skriver Børsen, at indtægterne fra kræftmidlet Darzalex ser ud til at komme overraskende hurtigt til selskabet, der også er populært blandt analytikerne, og det hjælper til endnu en stigning på 0,7 pct. til 1453 kr.

A.P. Møller-Mærsk er for tredje dag i træk i svingninger. Mandag steg aktierne efter positive analyser af udsigterne for containerrederiet Maersk Line, mens tirsdag bød på lige så store fald på grund af et kraftigt dyk i olieprisen. Tirsdag aften var der dog bedring i olieprisen, som kan hjælpe konglomeratet, som desuden har meldt om fremskridt i købet af rederiet Hamburg Süd. B-aktien stiger 0,4 pct. til 11.900 kr.

Med de to aktier i toppen finder man blandt andet Jyske Bank og Danske Bank, der stiger omkring 0,4 til 0,6 pct.

Aktierne i GN Store Nord handles onsdag uden retten til årets udbytte på 1,15 kr. per aktie, og høreapparatselskabet starter da også dagen nederst i C20 med et fald på 1,10 kr., eller 0,7 pct. til 165,10 kr. Også TDC, Coloplast og Dong starter i bunden - dog med fald på mindre end 0,4 pct. hver.

Bavarian Nordic har leveret dagens første regnskab og præsteret et lille overskud på bundlinjen for andet år i træk. Selskabet tror desuden på en stigning i omsætningen på omkring 30 pct. til 1,3 mia. kr. i 2017 fra 1 mia. kr. i 2016, og det vil mangedoble driftsindtjeningen (EBIT) til 350 mio. kr. Det udløser en stigning på 2,8 pct. til aktien, der nu koster 326,50 kr.

Bioporto afslørede også i morgentimerne sin 2016-tal, der skuffede en anelse i forhold til egne forventninger. 2017 ventes at give en salgsvækst på 20-35 pct., mens der fortsat er udsigt til store underskud for driften. Aktien stiger 0,4 pct. til 2,56 kr.

Ud over Zealand Pharma, der endnu ikke har præsenteret sine tal, ventes der onsdag også regnskaber fra NTR Holding og Expedit. For sidstnævnte kan det være en svanesang på børsen, da tyske Wanzl Metallwarenfabrik har købt mere end 90 pct. af aktierne og planlægger at afnotere selskabet.

Erria, som aflagde sit regnskab kort før børslukketid tirsdag, falder 9,4 pct. efter ellers at være steget 6,4 pct. efter regnskabet.

Rovsing, der tirsdag aften var steget næsten 80 pct. på de seneste syv handelsdage, falder 6,4 pct. til 0,275 kr.

/ritzau/FINANS