Aktier: Genmab og GN topper grønt C20 - børsdebutant flader ud

Læs mere
Fold sammen

. Genmab og GN Store Nord sætter sig i front for C20 Cap-indekset torsdag ved middagstid takket være analytikeranbefalinger, mens biotekselskabet Orphazyme fejrer sin første handelsdag med en næsten flad kurs.

Generelt er der grønt på det danske aktiemarked, og C20 Cap-indekset stiger 0,8 pct. til 1122,67. Kun 4 af indeksets 20 aktier falder.

Ude i Europa er der også generelt grønne takter, efter at de store indeks er faldet syv dage i træk. Stoxx 600-indekset stiger 0,7 pct., men ligger fortsat 3 pct. under niveauet fra sidste mandag.

GENMAB OG GN LØFTES AF FINANSHUSE

Genmab er også i hopla oven på en svær periode, efter at det amerikanske finanshus Bernstein har indledt dækning af selskabets børspotentiale med den positive anbefaling outperform og et kursmål på 1450 kr. Biotekaktien stiger 4,2 pct. til 1181 kr. efter at være faldet næsten konstant siden midten af oktober.

GN Group er med i toppen med en stigning på 3,5 pct. til 207,80 kr., og også her har der været analytikere på spil. Schweiziske UBS har løftet sin anbefaling af selskabets aktie til køb fra hold, mens kursmålet hæves til 240 kr. fra 186 kr.

Vestas følger op på onsdagens stigning på 5,2 pct. med en fremgang på 1,0 pct. til 422,50 kr.

Vindmølleproducenten, som har mistet godt 20 pct. af sin markedsværdi siden sit regnskab 10. november, har torsdag annonceret en betinget aftale om et projekt på 300 megawatt (MW) i Nordamerika.

DANSKE BANK PRESSET

I den anden ende af eliteindekset ligger Danske Bank nederst med et kursfald på 0,5 pct. til 234 kr. Banken har ellers fået hævet sit kursmål en anelse af Goldman Sachs, men omvendt er der skriverier i medierne om mulige milliardbøder til banken på grund af de hvidvasksager, den er blandet ind i.

Uden for C20 får biotekselskabet Orphazyme en flad børsdebut og handles til udbudskursen på 80 kr., hvilket var det højest mulige i det interval, som Orphazyme offentliggjorde sammen med sine børsplaner. Selskabet har solgt 7,5 mio. nye aktier, men der kan blive solgt flere i de kommende uger.

Oven på onsdagens regnskab stiger NKT med 3,2 pct. til 264,80 kr. Efter regnskabet for tredje kvartal onsdag, der var som ventet, har Barclays ellers gentaget sit negative syn på aktien med anbefalingen undervægt, men markedet er anderledes positivt stemt.

Også aktier som Bavarian Nordic og Zealand Pharma stiger pænt uden særlige nyheder. Fælles for dem er dog, at de har været presset under de seneste ugers børshandel.

Rockwool ryger lidt retur efter onsdagens regnskab, der blandt andet bød på en opjustering af forventningerne til 2017 og en kursstigning på 8,7 pct. Torsdag ligger B-aktien med et fald på 1,4 pct. til 1706 kr. Svenske SEB har sænket sin anbefaling til hold fra køb efter regnskabet, mens kursmålet hæves til 1700 kr. fra 1650 kr.

DFDS har fået hævet sin anbefaling til "køb" hos svenske Carnegie, og det er med til at udløse en kursstigning på 2,4 pct. til 358,40 kr. for rederiet.

BLANDEDE REGNSKABSREAKTIONER

Santa Fe Group er kommet med regnskab, hvori det for andet kvartal i træk nedjusterer sine forventninger til årets resultater. Omsætningen ventes nu at lande omkring 300 mio. euro mod tidligere 310-320 mio. euro, og driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster ses på 6-8 mio. euro mod tidligere 8-10 mio. euro.

Santa Fe har dog samtidig sparet en del i bemandingen og solgt aktiver i Kina fra, og markedet reagerer positivt. Flytteaktien stiger med 2,2 pct. til 46,80 kr.

Fynske Bank viser fortsat stærke takter i sit regnskab for tredje kvartal, men undlader at opjustere. Aktien falder 0,6 pct. til 86 kr. per aktie under tynd handel.

Også Københavns Lufthavne, SP Group og Gabriel ventes på banen med kvartalsregnskaber senere torsdag.

/ritzau/FINANS