Aktier: Genmab og DSV lyser op i afventende marked

Genmab, DSV og også SAS kan få opmærksomhed fra morgenstunden onsdag, hvor der i det generelle marked synes at være lagt op små udsving og en stille start for det toneangivende C20 Cap-indeks.

Genmab, DSV og også SAS kan få opmærksomhed fra morgenstunden onsdag, hvor der i det generelle marked synes at være lagt op små udsving og en stille start for det toneangivende C20 Cap-indeks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Den tyske DAX-future indikerer en flad åbning, da futuren falder 0,1 pct.

»Det ligner en stille og rolig åbning, hvor markedet vil forholde sig afventende op til meldingerne fra rentemødet i den amerikanske centralbank i aften.«

»Man venter, at den amerikanske centralbank vil påbegynde en slankning af balancen allerede fra oktober. Til gengæld vil man så fastholde renten,« siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Herhjemme trådte C20 Cap-indekset tirsdag vande og sluttede 0,1 pct. højere i 1163,49. Det var med FLSmidth og Dong Energy i hovedrollerne efter stigninger på henholdsvis 2,6 pct. og 2,4 pct. til kurserne 419,50 kr. og 340,20 kr. udløst af positive analytikerkommentarer fra udenlandske banker.

Onsdag er det så DSV's tur til et rygklap fra Nordea, der fastholder anbefalingen »køb«, men hæver kursmålet til 540 kr. fra 475 kr. Det nye kursmål ligger næsten 18 pct. over slutkursen tirsdag på 458,10 kr.

Yderligere er der muligvis inspiration at hente for den danske logistikgigant på onsdagens kapitalmarkedsdag hos den schweiziske branchekollega Kuehne + Nagel.

Konkurrenten oplyser forud for kapitalmarkedsdagen, at det fortsat har som ambition at vokse mere end markedet, og at opkøb skal være med til at indfri ambitionerne.

SALGET AF DARZALEX TAGER TIL

For Genmab har morgenen budt på pæne salgstal fra USA. Genmabs kræftmiddel Darzalex passerede i august et salg på en halv milliard kr. alene i USA.

»Efter et par måneder med skuffelser kommer der nu et rigtigt stærkt tal. Så jeg vil tro, at det kan understøtte aktien i dag,« siger Martin Munk.

En opgørelse fra analysehuset analysehuset Symphony Health, som har estimeret salget til blandt andet hospitaler og lægeklinikker, indikerer, at Genmabs partner Janssen solgte Darzalex for 91,4 mio. dollar, eller 567 mio. kr., i august. Det er en stigning på lige over 25 pct. i forhold til salget måneden før, der dog var relativt afdæmpet og faldt fra juni.

Genmab-aktien steg tirsdag 0,4 pct. til 1431 kr., og aktien ligger fortsat nogenlunde inden for rækkevidde af lukkerekorden fra marts på 1482 kr.

Chr. Hansen, der satte rekord så sent som den 11. september med 560,50 kr., får senere onsdag nyt fra den amerikanske storkunde og fødevareproducent General Mills, der kommer med regnskab. Tirsdag sluttede Chr. Hansen-aktien 0,1 pct. lavere i 552 kr.

For SAS har onsdagen budt på endnu en positiv analytikerkommentar. Tirsdag løftede Nordea sin anbefaling af flyaktien til »køb«, og onsdag morgen er det kommet frem, at den britiske storbank HSBC har løftet sit kursmål til 21,45 kr. fra tidligere 19,42 kr. Det berettiger stadig til anbefalingen »køb«.

/ritzau/FINANS