Aktier: Genmab lyste op i dystert marked

Trods kursrekord til aktien i biotekvirksomheden Genmab fik det danske aktiemarked overordnet set en skidt start på ugen. I det danske eliteindeks C20 Cap var der fald i 17 af de 20 aktier i indekset, som derfor oplevede et ganske klart fald på 1,5 pct. til 993,36.


Tendensen i København var den samme som i resten af Europa, hvor den fortsat uafklarede situation i forhold til Grækenland går ud over købelysten hos investorerne, som samtidig leder efter nye katalysatorer, der skal drive aktierne videre op.


Investeringsstrateg hos Industriens Pension, Morten Kongshaug, vurderer, at markedet kan falde yderligere, efter at danske aktier har været handlet med en rekordhøj præmie i forhold til udenlandske aktier.


- Jeg kan godt se, at vi falder noget mere, end det er tilfældet nu. Hvor bunden er, det ved jeg ikke, men som udgangspunkt er der ikke er nogen grund til at løbe skrigende væk fra det danske marked. Det er stadig et kvalitetsmarked, men vi overvægter det ikke længere, siger Morten Kongshaug til Ritzau Finans.


Grækenland skulle fredag have betalt et afdrag på 300 mio. euro på sin gæld, men gjorde brug af en sjældent anvendt mulighed for at slå månedens fire betalinger samme og udskyde sig fristen til 30. juni.


- At grækerne har udbedt sig frist til først at skulle betale ved udgangen af måneden betyder, at vi kører videre med det gamle spil med, at vi sparker dåsen længere ned ad vejen hele tiden, uden at vi finder en løsning. Det giver noget nervøsitet, og jeg tænker, at det er det, der trækker markedet en lille smule ned, siger chefaktierådgiver Michael Borre fra Nordea til Ritzau Finans.


I det sure marked var Genmab et stort lyspunkt med en stigning på 2,3 pct. til 606,50 kr. Selskabet oplyste sent fredag, at det nu er et skridt tættere på at lancere kræfthåbet Daratumumab i USA. Det skyldes, at partneren, Janssen, har indsendt en såkaldt løbende registreringsansøgning til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, om en markedsføringstilladelse til kræftmidlet, der ifølge flere analytikere ventes at kunne nå et topsalg på et pænt milliardbeløb i danske kr.


- De data, der har været fremlagt indtil videre, er så stærke, at vores analytiker nærmest ser det som en formsag, at midlet bliver godkendt. Han indregner det allerede med 100 pct. sandsynlighed for, at det kommer på markedet, så det fortæller også en historie om, hvor sikker han er på, at den her ansøgning kommer igennem, og han mener, at det bliver allerede i år, at det kan komme på markedet, siger Michael Borre.


Nordea Markets har efter nyheden hævet kursmålet for Genmab-aktien til 815 kr. fra tidligere 738 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".

- Nordea Markets estimerer et topsalg på 4 mia. dollar om året, totalt set for Daratumumab, og det er væsentligt over, hvad andre analytikere estimerer for det lægemiddel. Vi tror, at resten af markedet undervurderer salgspotentialet, og selvom aktien er steget helt vildt, mener vi, at man bare skal holde fast. Værdipotentialet i det lægemiddel er så stort, at der efter vores vurdering er meget mere at komme efter, siger Michael Borre.


Blandt de mest faldende aktier i C20 lå Mærsk B med et fald på 2,9 pct. til 12.800 kr. efter nye, dårlige ratenyheder. Raterne på den vigtige handelsrute mellem Asien og Europa faldt i sidste uge nemlig med hele 17 pct., hvilket betyder, at det nu kun koster 284 dollar at få fragtet en tyvefodscontainer (teu).


Værst i C20 gik det dog for Nordea, der endte 4,2 pct. lavere i 84,45 kr. - uden selskabsspecifikke nyheder.

Novo Nordisk faldt desuden 2,4 pct. til 371,80 kr., selvom selskabet i løbet af weekenden præsenterede en stribe detaljerede studiedata på en diabeteskonference i Boston, USA.


Det gælder blandt studiedata omkring præparat Xultophy - der er et kombinationsprodukt mellem Tresiba og Victoza - der i et nyt sammenligningsstudie med verdens bedst sælgende insulin, Lantus, fra den franske medicinalkoncern Sanofi, er kommet ud som vinderen.


Nyheder fra den amerikanske diabeteskonference formåede omvendt at løfte aktien i Zealand Pharma, idet Sanofi har fremlagt data fra et studie med GLP-1-analogen Lyxumia, som er opfundet af det danske selskab.

Lyxumia kom succesrigt igennem et studie, der sammenlignede midlet med Sanofis hurtigvirkende insulin, Apidra. Lyxumia viste sig i to tilfælde at kontrollere blodsukkeret lige så godt som i de patientgrupper, der fik Apidra. Zealand-aktien steg 6,3 pct. til 118 kr.

Uden for C20 var der også fokus på rederiet DFDS, som startede mandagen med at stige, efter at det søndag meddelte, at det køber to færger fra konkurrenten Eurotunnel, der har opgivet at drive færgedrift på Den Engelske Kanal. Handlen styrker forventningerne om, at den langvarige sag mellem Eurotunnel og DFDS er ved at finde sin afslutning.


- Vi er godt nok blevet skuffet nogle gange, hvor vi troede, at Eurotunnel havde tabt, men hvor de så fandt en ny appelmulighed. Men hvis du har solgt dine skibe, så gider du nok ikke appellere flere gange, så i min bog må vi næsten sige, at nu er den sag lukket. Det er uhyre positivt for DFDS, siger Michael Borre.


Han vurderer, at den sandsynlige nye konkurrencesituation kan udløse en opjustering fra DFDS.


- Der er en mulighed for, at DFDS kommer ud og hæver deres forventninger til 2015, for de gamle forventninger var under forudsætning om, at Eurotunnel ville fortsætte på ruten, siger Michael Borre.


Nyheden til trods faldt DFDS-aktien 1,2 pct. til 830 kr., efter at den tidligere på dagen havde toppet i 856 kr. Aktien er dog steget pænt de seneste uger fra et niveau omkring 690 kr. medio maj.