Aktier: Genmab i top efter Darzalex-tal

Læs mere
Fold sammen

Det danske aktiemarked åbner onsdag i positivt terræn med Genmab i toppen efter foreløbige Darzalex-salgstal for november.

C25-indekset åbner 0,2 pct. højere i 1140,96.

Bortset fra Genmab er det småt med selskabsspecifikke nyheder til handlerne, der i stedet har fokus rettet mod, at den amerikanske skattereform bliver vedtaget. Det tegner til at ske senere onsdag.

GENMAB-TAL LØFTER AKTIEN

Der blev solgt for 92,4 mio. dollar af Genmabs kræftmiddel Darzalex i november på det amerikanske marked mod 90,6 mio. dollar i oktober. Det er analysehuset Symphony Health, som har estimeret salget til blandt andet hospitaler og lægeklinikker.

Med til historien hører, at november bød på lidt færre arbejdsdage, da amerikanerne fejrede veterans day og ikke mindst thanksgiving.

- Jeg havde et estimat på 91 mio. dollar, så salget er lidt bedre, end jeg havde ventet. Der er tale om en beskeden vækst, men der var også færre klinikdage i november, så underliggende var væksten på 7 pct. på månedsbasis, hvilket egentlig er rigtigt pænt, siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han understreger, at man skal være varsom, når man konkluderer på tallene.

- Der er tale om et bruttosalg, mens Johnson & Johnson (som ejer Genmabs partner, Janssen, red.) kommer med nettotal efter rabatter. Så jeg tror, at man skal bruge det som pejlemærke, siger han.

Genmab stiger 2,3 pct. til 1045 kr.

Pandora blander sig også i toppen og stiger 0,9 pct. til 651 kr. Tirsdag tydede det på, at nogle af de mange shortere af aktien har reduceret deres positioner.

BANKER OGSÅ I TOP

De danske banker får også opmærksomhed, efter at en analyse fra landbrugets rådgivningscenter Seges viser, at landets banker og realkreditinstitutter har scoret 72 mia. kr. i indtægter fra de økonomisk hårdt trængte landmænd, siden finanskrisen brød ud, skriver Finans.

Nordea og Danske Bank stiger 0,6 pct. Nordea til 75,75 kr. og Danske Bank til 243,60 kr.

NOVO ER FAVORITAKTIE FOR 2018

Novo Nordisk bør være at finde i investorernes aktieportefølje i 2018, mener Jyske Bank, der har udset sig den danske medicinalkæmpe som en af sine favoritaktier næste år. Det fremgår af et notat, hvori banken gentager anbefaling "køb" af Novo Nordisk med et kursmål på 370 kr.

Aktien ligger onsdag 0,2 poct. højere i 332,90 kr.

ISS, der sent tirsdag meldte om en forlængelse af en lufthavnskontrakt med Australia Pacific Airports Corporation med fire år, ligger stort set uændret i 237,80 kr.

FLSmidth, der tirsdag landede i toppen af C25-indekset efter en stigning på 3,9 pct., falder 0,5 pct. til 351,30 kr. Analysehuset Aktieinfo udpegede tirsdag blandt andet FLSmidth som en potentiel vinder på det danske marked i 2018.

/ritzau/FINANS